HIH henter ombejlet svensk stortalent

18-årige Tyra Axnér har skrevet en treårig kontrakt med Herning-Ikast Håndbold, der forventer, at hun bliver en ligaprofil og landsholdsspiller

25. november 2020, 08.30

Tyra Axnér (t.h.) har indtil videre scoret 57 mål i 10 kampe for Lugi HF i denne sæson og indtager andenpladsen på ligaens topscorerliste. Næste sæson skal stortalentet score sine mål i IBF Arena i Ikast. Foto: Ritzau Scanpix

HÅNDBOLD Hun er blot 18 år, men allerede nu er Tyra Axnér en af de mest iøjnefaldende profiler i den svenske håndboldliga for kvinder.

Venstrebacken fra Lugi HF er aktuelt på andenpladsen på topscorerlisten og blev senest kåret til månedens spiller i den svenske SHE-liga.

Nu har stortalentet skrevet kontrakt med Herning-Ikast Håndbold. Hun skifter officielt til HIH 1. juli 2021 på en treårig kontrakt.

Hun havde angiveligt ganske mange bejlere, men miljøet og personerne i Herning-Ikast tænder hende.

- Jeg tror meget på deres talentudvikling. Når man ser på alle de spillere, som har spillet i klubben og udviklet sig godt dér, tænker jeg, at det også kan blive det rigtige for mig. Jeg vil gå den samme vej, som de har gjort, siger Tyra Axnér.

Holdets cheftræner, Kasper Christensen, er overbevist om, at hun vil går en stor fremtid i møde.

- Vi henter ikke en spiller i Sverige, hvis ikke vi tror på, at hun kan bidrage til holdet med det samme. Men hun er stadig så ung, at hun naturligvis skal rykke sig meget endnu. Med tiden tror vi på, at hun bliver ikke bare en profil på vores hold, men også en stor profil i den danske liga og på det svenske landshold, vurderer Kasper Christensen.

Talentet har hun ikke fra fremmede. Tyra Axnér er datter af den mangeårige topspiller og nuværende svenske landstræner i kvindehåndbold, Tomas Axnér.

EM-sølv og All Star

Hun har endnu ikke fået debut for det svenske A-landshold, men på ungdomsplan har hun imponeret. Da Sverige vandt sølv ved U17-EM i august 2019, blev Tyra Axnér holdets topscorer og kom på All Star-holdet som turneringens bedste venstreback.

- Jeg er en bagspiller med power og eksplosivitet. Jeg er rimelig hurtig og skyder godt i gennembrudsfasen. Jeg er en type, som gerne vil tage ansvar på mig, siger hun direkte adspurgt til sine styrker.

- Min udfordring er at blive bedre til det hele og at kunne vise det i en rigtig god liga som den danske, tilføjer svenskeren.

Hun spiller sæsonen færdig i Lugi HF og tiltræder altså i Herning-Ikast Håndbold til sommer.