112

Tyveri af gasflasker

11. maj 2021, 06.55

Foto: Martin Ballund

ENGESVANG Virksomheden Air Liquide på Energivej i Engesvang har været udsat for tyveri.

Det skete natten til søndag.

På overvågningen kan man se, at en hvid varebil allerede ved 21.30-tiden gjorde holdt ved det indhegnede lagerareal, hvor der opbevares en del gasflasker.

Her blev der formentlig klippet hul i trådhegnet.

Lidt over midnat vendte varebilen så retur, og af overvågningen fremgår det, at to-tre personer læsser gasflasker ind i bilen, inden den kører derfra.

Der er i alt stjålet 22 styk 10 kilos flasker med gas samt syv styk med fem kilo.

De stjålne gasflasker repræsenterer en værdi af 29.000 kroner.

På overvågningen kan man se, at der er påtrykt tekst på siden af den hvide varevogn, men det kan ikke læses, ligesom bilens nummerplader heller ikke kan aflæses.