FCM’s mestre vil vinde resten

Mesterskabet er i hus, men FCM kom alligevel noget ned på jorden i Aarhus i søndags. Nu går DM-vinderne efter fuldt hus i de sidste kampe

15. juli 2020, 08.00

FCM-spillerne jubler ovenpå guldsejren torsdag aften. Nu går mestrene efter at slutte sæsonen godt af. Foto: Tom Laursen

FODBOLD DM-guldet kom i hus torsdag aften med 3-1-sejren på hjemmebane over FC København.

FC Midtjylland fejrede naturligvis klubbens tredje danske mesterskab på seks sæsoner efter alle kunstens regler, men bare tre dage senere kom FCM i nogen grad ned på jorden igen, da det blev til et solidt nederlag på 0-3 på udebane mod AGF.

Til kampen i Aarhus havde cheftræner Brian Priske skiftet ud på hele syv pladser i startopstillingen i forhold til guldkampen mod FCK, og det var tydeligt, at reserverne ikke var spillet sammen og derfor ikke kunne dæmme op for et pågående og ambitiøst AGF-hold, der kæmper for sølv eller bronze.

Brian Priske skal nu sætte sit hold frem mod sæsonens tre sidste kampe. Den første er på hjemmebane fredag aften mod FC Nordsjælland, men om det så bliver i noget, der ligner stærkeste opstilling, eller om spillere fra »andet geled« får en ny chance, må tiden vise.

- Det kommer meget til at afhænge af, hvordan tingene ser ud i løbet af de næste dage. Hvem er tilgængelige og klar til at spille. Der er ikke noget velgørenhed i det. Det er de bedste, der kommer til at spille, slog FCM-træneren fast efter kampen i Aarhus.

Brian Priske understreger, at FC Midtjylland stadig har meget at spille for, selvom DM-guldet er i hus.

- Vi har tre kampe tilbage, og vi skal gå efter at få de ni point. Nu handler det om at få clearet hovederne og få samlet den energi, der skal til. Vi vil alle sammen vinde, og vi er sindssygt skuffede over at tabe i dag, understregede FCM-træneren efter kampen søndag aften.

FC Midtjyllands hjemmekamp mod FC Nordsjælland fløjtes i gang fredag aften klokken 19.00 på MCH Arena i Herning.