Lykken er også ... at fejle

Alvorsord, huekast og eksamens-beviser ved årets dimission på Ikast Handels-gymnasium

Udgivet:04. juli 2018, 10.56

Læsetid:4 minutter

Lærer Jan Rindom fik mange kram under uddelingen. Foto: Steen Hebsgaard

Steen Hebsgaard
| hebs@ikastavis.dk

IKAST De så trætte, men glade ud. Bagud lå hårde dage med læsning og eksamen. Forude lå fester og sommer.

Så de 101 HHX-studenter, der sad med huen på ved dimissionsfesten på Ikast Handelsgymnasium fredag eftermiddag, hentede lige det ekstra skud energi, der skulle til - før de kunne få beviset i hånden.

Det er altid en stor dag, så uddannelsesleder Elisabeth Jacobsen, der styrede slagets gang, konstaterede ved velkomsten, at de aldrig havde set bedre ud end i dag ... selv efter et par dage med de første studenterfester.

Så var tonen slået an, både i fællessang og taler.

Rektor Marie Lund kom fra selveste hovedkontoret i Herning og gav de nye studenter et godt råd med på deres vej i livet.

Skåret ned til det basale:

- Lykken er at begå fejl og lære af sine fejl.

Så hvis de unge troede, de skulle have en tale om at stræbe efter det perfekte og det fejlfri liv - tog de fejl.

Vær »fejltastiske«

- At stå her foran 101 færdige studenter, er det samme som at sige »mit arbejde er fuldendt«, sagde Marie Lund, der opfordrede de unge til at lære ikke at være fantastiske men også »fejltastiske« i deres videre frem i livet.

- I skal arbejde med at tage chancer, lære af jeres fejl. En fejl gør én 100 gange klogere. Hvis i bliver iværksættere og laver en brøler, så erkend det, vær ærlig - en klog iværksætter har engang sagt, »laver man noget lort - finder vi en løsning sammen«. Prøv også at glæde jer over det uperfekte. I dag er robusthed et af de faste ord i alle stillingsopslag. Men hvad skaber robustheden? I skal ud og røre ved kanten, ud af jeres komfortzone. Der er magien. Men det kan gøre ondt derude. Det er fejl og modgang, som man lærer af. Det skaber det robuste menneske. Det er bedre at fejle - end slet ikke at gøre noget.

Marie Lund kom også ind på, hvad et godt job, som de unge nu tragter efter, egentlig er for en størrelse.

Spark til bolden

- Husk på at et godt job ikke er noget værd, hvis man ikke er lykkelig. Spark til bolden - den ligger lige til højrebenet. Og hjælp dine kammerater. Verden ligger for jeres fødder. Men husk at vejen ikke er snorlige, og at modgang kan give jer den ballast, der skal til for at skabe et godt liv. Hav glæden med I det, I gør, og husk at drømme ...

Engagerede borgere

Årets gæstetaler, direktør i erhvervsrådet, Kenneth Mikkelsen, mindedes i sin tale tiden for 28 år siden, hvor han skrev og læste beskeder i HHX-huen.

Han brugte tidens analyse af de unge som curlingbørn, og generation Z med næsen konstant i smartphonen, til at fortælle dem en anden historie.

- Jeg oplever jer som unge, der møder op med åbne øjne, tager imod indtryk og omsætter det til brugbar viden. I er engagerede samfundsborgere. I har en unik forståelse for de digitale værktøjer. I er kompetente og sociale på en måde, vi gamle ikke forstår. I blander jer i debatten, jeres markedsplads er hele verden - så kære unge set fra min stol med 700 medlemsvirksomheder i erhvervsrådet: I er guld værd for os.

De højhælede sko

Næste taler var nybagt student, Emil Foldager Jensen, der af uddannelsesleder Elisabeth Jacobsen blev hyldet - og fik en gave - som en god kammerat, et talent på mange felter, som eleven, der altid er parat til at hjælpe og som også sprængte årets karakterramme.

Emil brugte cykelløbet som et morsomt og rammende billede på de tre års studier.

- Nogle har været her for at vinde, andre nøjes med at cruise, og andre har måtte kæmpe sig op af bakkerne. Men vi gjorde det!

Emil fik latteren frem, da han talte om ... lærernes sko.

- Jeg har lige skullet vænne mig til Jan Rindoms spidse sko. De er måske en anelse for spidse. Og det er svært at skelne mellem lydene af de højhælede sko på lærerne, når de nærmede sig - man skulle jo være opmærksom på at få lukket for facebook.

- Men tak til jer. I har lært os at cykle, og det er nu vi for alvor skal ud på landevejen - og vurdere hvilket hold vi vil cykle på. Vi er klar til næste etape.

Traditionen tro underholdt Jesper Bo Kristensen og Allan Rindom med et par musikalske hit, inden overrækkelsen af eksamensbeviser og det obligatoriske huekast.

Rektor Marie Lund på talerstolen. Foto: Steen hebsgaard
101 HHX-studenter blev dimitteret fredag. Foto: Steen hebsgaard
Jesper Bo Kristensen og Allan Rindom underholdt - for 10. gang. Foto: Steen Hebsgaard
Emil Foldager Jensen holdt elevtalen og blev i øvrigt kåret af uddannelsesleder Elisabeth Jacobsen som årets talent. Foto: Steen Hebsgaard
Læs også
<span>Galleri:</span> Handelsgymnasiet dimitterede 101 studenter i Ikast <span>Galleri:</span> Handelsgymnasiet dimitterede 101 studenter i Ikast
Læs også:
Galleri: Handelsgymnasiet dimitterede 101 studenter i Ikast
Læs også
Her er navnene på de 101 HHX-studenter Her er navnene på de 101 HHX-studenter
Læs også:
Her er navnene på de 101 HHX-studenter