
Nyt byråd har haft sit første møde: Erfaren socialdemokrat tog borgmesterens plads
Med stemmerne 23-0 godkendte det nyvalgte byråd konstituerings-aftalen fra valgnatten
Udgivet:13. december 2021, 10.55
Læsetid:3 minutter
Birthe Sørensen (S) er den byrådspolitiker med længst anciennitet, og derfor fik hun den officielle opgave med at styre det konstituerende byrådsmøde, indtil der officielt var udpeget en borgmester. Det er Venstremanden Henrik Engedahl, der her ses tage et billede Birthe Sørensen i borgmesterstolen. Foto: Henrik Ole Jensen
1 år siden
BYRÅD Den inkarnerede Venstremand Ib Lauritsen indledte byrådsmødet mandag 6. december med at indtage en stol blandt Socialdemokraterne i byrådssalen.
Samtidig indtog socialdemokraten Birthe Sørensen den plads, der normalt er forbeholdt borgmesteren. Det var nemlig ikke et helt normalt byrådsmøde. Det var det konstituerende møde for det kommende byråd, som overtager den politiske styring af Ikast-Brande Kommune fra årsskiftet og de næste fire år frem.
Et kort besøg i rød stue
Normalt er den siddende borgmester automatisk ordstyrer ved et byrådsmøde.
Men da det nyvalgte byråd trådte ind i salen uden at være konstitueret og dermed heller ikke juridisk set havde udpeget en borgmester endnu, skulle salens mest erfarne politiker ifølge Styrelsesloven være ordstyrer.
- Birthe Sørensen er den i byrådet med længst anciennitet. Inden vi går ud af den nye fireårige periode, har hun siddet i byrådet i over 40 år, fortæller Ib Lauritsen om rollebytningen.
Punkt 1 på dagsordenen var at udpege borgmester, viceborgmester og alle de andre poster, der skal fordeles i byrådet.
Den opgave blev hurtigt løst, for alt gik som aftalt på valgnatten.
- Det er selvfølgelig lidt kedeligt for journalisterne, når der ikke er nogen konflikter, men for mig viser det, at man kan stole på de aftaler, der er indgået, siger Ib Lauritsen, der blev valgt som borgmester med 23 stemmer for og nul imod.
Birthe Sørensen overrakte officielt borgmesterkæden til Ib Lauritsen, og herefter kunne de igen bytte pladser.
- Så fik jeg også prøvet at side i rød stue, lyder det med et grin fra Venstremanden.
Dermed manglede det andet og sidste punkt på den korte dagsorden, som handlede om at godkende den økonomiske ramme for vederlag til udvalgsmedlemmer. Også her blev aftalen fra valgnatten stemt rent igennem.
Skal på ryste-sammen-tur
Det »gamle« byråd har sit officielt sidste møde mandag 20. december, og efter nytår overtager det nyvalgte - og nykonstituerede - byråd opgaverne.
- Jeg ser frem til et rigtigt godt samarbejde. Lige i starten af det nye år tager vi på en ryste-sammen-tur. Der er mange praktiske ting, vi kan få snakket om. Blandt andet er sådan en tur rigtig god for de nye, som skal vide mere om arbejdet i udvalg og lignende. Og så er der også den sociale del, for man arbejder nu bedst sammen med folk, som man synes, man kender godt, siger den genvalgte borgmester.



