Skuespiller læser digte på tur gennem byen

Skuespiller Sofie Ancher Vea læser digte via høretelefoner, mens deltagerne vandrer gennem Ikasts bymidte

8. december 2021, 05.56

Biblioteket inviterer til Silent Reading, hvor deltagerne udstyres med hovedtelefoner og tages med på en times vandring i Ikast Bymidte, mens der er liveoplæsning af digte. Foto: Mikkel Korsgaard Christensen

KULTUR Bibliotekar Benoit Petit og skuespiller Sofie Ancher Vea dykker ned i digte og korte poetiske tekster om hverdagsliv og byliv med Ikast bymidte som kulisse. Det sker torsdag 9. december om eftermiddagen.

Deltagerne mødes på biblioteket, hvor Benoit Petit fortæller om teksterne og forfatterne i dagens »Silent Reading«. »Silent Readings« kommer af fænomenet »Silent Disco« - et musikevent, hvor deltagerne hører musik i høretelefoner; musik som er lydløs - silent - for udenforstående.

»Silent Readings« bruger samme teknologi på en ny måde. Her lytter deltagerne til oplæsning i høretelefoner - en slags live-lydbog.

Husk det varme tøj

Efter introduktionen fører Sofie Ancher Vea an på en rolig gåtur - med indlagte »siddepauser« - gennem Ikast Midtby.

Gennem høretelefoner får deltagerne teksterne læst op, mens de samtidig tager bylivet og gadebilledet ind.

- Vi tør godt love en spændende og anderledes litteraturoplevelse, siger Benoit Petit, der forventer at være tilbage på biblioteket efter en times tid. Her er der mulighed for at drikke en kop kaffe og få en snak med de to medvirkende.

Biblioteket gør opmærksom på, at spadsereturen kommer til at foregå delvist udendørs, og anbefaler varm og vindtæt påklædning. Høretelefoner vil blive udleveret ved ankomst.

Så har man lyst til en anderledes litteraturoplevelse som kombinerer foredrag, spadseretur i Ikast Midtby og live-oplæsning ved en skuespiller i høretelefoner, så kan gratis billetter bookes på biblioteket.