
Fæl fejl kostede dyrt: FCM dominerede forgæves på Cypern
FC Midtjylland havde et overtag i både spil og chancer i aftenens udekamp mod Omonia Nicosia. Men én brøler i defensiv endte med at koste et nederlag, der aldrig skulle have været
Udgivet:10. august 2023, 21.22
Læsetid:2 minutter
Armin Gigovic ærgrer sig, og det har han god grund til. Svenskeren smed bolden væk lige foran eget felt, og så scorede Omonias Roman Bezus til 1-0. Billedet her er dog fra udekampen mod Lyngby i søndags. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
1 måned siden
FODBOLD FC Midtjylland har sat sig selv under pres før næste uges returopgør i tredje runde af Conference League-kvalifikationen.
Det er bundlinjen efter det første slag mod de cypriotiske pokalvindere, Omonia Nicosia.
Ulvene tabte torsdag aften 0-1 på GSP Stadium i Nicosia.
Aftenens enlige træffer faldt syv minutter før pausen, og det var af den tragikomiske slag. FCM tog et målspark kort. Bolden endte hos midtbanespilleren Armin Gigovic, der ville aflevere til forsvareren Juninho. Men svenskeren fik ikke orienteret sig ordentligt, og afleveringen blev for svag, og så løb Omonias offensive midtbanemand Roman Bezus imellem og snuppede bolden. Et træk senere sendte Bezus bolden i mål via Jonas Lössls lemmer. Målmanden så heller ikke for godt ud i den situation.
Midtjysk dominans gav ingen mål
Det forsvarskoks endte med at koste dyrt på en aften, hvor FC Midtjylland ellers spillemæssigt var i teten. Midtjyderne åbnede opgøret energisk og brød flere gange cyprioternes opspil og tog den direkte vej mod mål. Det gav 15 midtjyske afslutninger i løbet af kampen mod bare 6 til Omonia.
Trods overvægt i spil og chancer formåede FC Midtjylland aldrig at omsætte dominansen i scoringer. Der var flere halve end hele chancer, men indskiftede Sory Kaba havde én af de store i tillægstiden, da guineaneren headede tæt over mål efter et glimrende indlæg fra ligeledes indskiftede Nikolas Dyhr.
Der er returopgør på MCH Arena om en uge. Inden da spiller FCM på udebane mod Vejle i superligaen på søndag.
Den samlede vinder af opgørene mellem FC Midtjylland og Omonia Nicosia skal i playoffrunden møde enten Legia Warszawa eller Austria Wien om en plads i gruppespillet af Conference League.
Indlæser liveblog