
Brændstofbombe i budgettet
Voldsomme prisstigninger på diesel og benzin presser Midttrafik økonomisk i en grad, så ejerkommunerne må til lommerne
Udgivet:30. maj 2022, 12.48
Læsetid:1 minut
Også Midttrafik, som ejes af Region Midtjylland samt kommunerne i regionen - er under økonomisk pres på grund af stigende priser på brændstof. Foto: PR-foto
10 måneder siden
IKAST-BRANDE 102.200.000 kroner.
Så mange penge står Midttrafik og mangler på grund af stigende brændstofpriser.
Det fremgår af trafikselskabets seneste bestyrelsesmøde.
En del af ekstraregningen dækker Midttrafik selv, mens 87,8 millioner kroner skal betales af ejerkredsen, som Ikast-Brande Kommune er en del af.
Nok ikke sidste gang
Efter fordelingsnøglen står Ikast-Brande derfor med en ekstraregning på 800.000 kroner, og de penge frigav byrådet på sit møde mandag aften.
- Bare for at advare: Som verden ser ud lige nu, er det nok ikke de sidste 800.000 kroner, vi kigger ind i at bidrage ekstra med, hvis busserne skal kunne køre, konstaterede borgmester Ib Lauritsen (V), da punktet var til godkendelse.
Penge til børnemad
Byrådet kunne i samme ombæring beholde tegnebogen åben, for der var endnu en tillægsbevilling på programmet.
Den var på 261.000 kroner, som børne-, kultur- og fritidsudvalget skal bruge for at leve op til en tidligere godkendt beslutning om at lade Højderyggens Daginstitution tilslutte sig det kommunale frokostmåltid.