Hartmuth Wehmeier har solgt sin butik: Vin og Gavehuset får nye ejere

Hartmuth Wehmeier har solgt Vin og Gavehuset til ægteparret Dorte og John Mejer fra Ikast

9. juni 2021, 09.33

Hartmuth Wehmeier glæder sig til at kunne holde en rigtig god lang sommerferie. Om et øjeblik fylder han 70 år og har derfor valgt at sælge sin butik. Foto: Laila Kempel

VINHUSET Vin og Gavehuset i Strøgcentret får nye ejere. Den nuværende ejer Hartmuth Wehmeier har nemlig efter 11 år som butiksindehaver valgt at give sig selv fri.

- Jeg glæder mig sådan til at kunne holde en rigtig lang sommerferie - det har jeg ikke gjort i alle de år, jeg har haft butikken, siger han og afslører, at også hans 70 års fødselsdag venter i nær fremtid.

Hartmuth Wehmeier har solgt sin butik til Ikast-parret Dorte og John Mejer, der overtager allerede fra 1. juli.

- Det er da en mærkelig fornemmelse. Jeg har brugt de sidste 11 år på at opbygge en butik og har fået en stort kundekontakt - og nogle er endda blevet til mine venner, siger den snart forhenværende vinhandler, som ikke er i tvivl om, at han kommer til at savne netop kontakten med de mange kunder i butikken.

- Det har været vigtigt for mig at finde en køber, der vil føre det videre, siger Hartmuth Wehmeier, som håber på at kunne få lejlighed til at sige ordentlig farvel til sine mange kunder gennem sine 11 år bag disken i Strøgcentret.