Kor fuld af energi synger i Engesvang

Den traditionsrige bededagskoncert i Engesvang byder i år på koncert med Cora Rytmica

Udgivet:08. maj 2022, 10.00

Læsetid:1 minut

Det store Silkeborg-baserede kor Cora Rytmica giver koncert i Engesvang Kirke torsdag aften før Storebededag. Foto: PR-foto

1 år siden

KONCERT Det bliver en koncert med masser af energi, man bededagsaften, 12. maj, kan opleve i Engesvang Kirke. Den traditionsrige koncert byder i år på en af Midtjyllands store rytmiske kor, Cora Rytmica.

Det Silkeborg-baserede kor har som korleder Henning Busted, der - når han ikke synger, også er skoleleder på Hyldgårdsskolen i Ikast.

Koret, der omfatter ikke mindre end 50 sangere, synger et bredt repertoire, der blandt andet indeholder energiske rockhits, gospel, reggae og smukke og melodiske popnumre.

Koret har eksisteret i 25 år, og det bliver markeret med en jubilæumskoncert 18. maj i Silkeborg. Man må derfor forvente, at en del af jubilæumskoncertens repertoirer bliver prøvet af i Engesvang Kirke ugen før.

Det er en gammel tradition, at man i Engesvang Kirke har en gratis koncert aftenen før storebededag.

Det er en lige så gammel tradition, at man efter koncerten samles til kaffe og varme hveder i sognehuset. Det er jo en gammel tradition helt tilbage fra 1700-tallet, at man i Danmark spiser varme hveder bededagsaften. Det har sin baggrund i, at da en masse helligdage blev slået sammen til en stor helligdag – storebededag – blev den dag så andægtig, at ikke engang bagere måtte arbejde. Derfor måtte man købe tørrede boller aftenen før. De duftede imidlertid så godt, at man ikke kunne lade være med at smage på dem allerede om aftenen.

Det gør man så også i Engesvang bededagsaften.