Får afslag på at komme i Højesteret: Dømt dækkonge fra Ikast skal i fængsel

Bent A. Nielsen er idømt seks års fængsel for mandatsvig og bedrageri. Han får ikke sin sag i Højesteret

25. august 2021, 14.00

Der var store armbevægelser hos en stolt Bent A. Nielsen, der i 2010 viste daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rundt på Genan i Viborg. Siden krakelerede billedet af den grønne vækst­succes. Foto: Ritzau Scanpix

BEDRAGERI Erhvervsmanden Bent A. Nielsen fra Ikast, der stod bag dækvirksomheden Genan, har fået afslag på at få sin sag prøvet i Højesteret. Det oplyser hans advokat, Lars Henriksen, til erhvervsmediet Finans.

Bent A. Nielsen blev i 2019 ved Retten i Viborg idømt seks års fængsel for mandatsvig og bedrageri for næsten en halv milliard kroner. I april i år stadfæstede landsretten dommen.

Siden søgte Bent A. Nielsen, der var kendt som »dækkongen«, Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sin sag i Højesteret. Men det har nævnet altså afvist.

Det kræver en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvis sager skal ende i Højesteret. Det sker i sager, hvor der er noget principielt på spil.

Advokat Lars Henriksen erkender over for Finans, at »der er ikke mere at gøre«, selv om han mener, at »man har en god sag«.

Kendt fra tv-reklamer

Efter afvisningen fra Procesbevillingsnævnet skal Bent A. Nielsen nu til at afsone sin dom på seks års fængsel, der sammen med svindelbeløbet har gjort sagen til en af de største svindelsager herhjemme.

Bent A. Nielsen stod bag selskabet Viborg Gruppen, der blev kendt fra tv-reklamer, der fortalte om en glad mand, som netop havde købt fire Viborg-dæk.

Virksomheden blev senere solgt til den franske dækmastodont Michelin for et milliardbeløb.

I 1990 stiftede Bent A. Nielsen virksomheden Genan A/S, der udmærker sig ved at genanvende udtjente dæk. Det var her, der ifølge Bagmandspolitiet blev svindlet for op mod en halv milliard kroner. Bent A. Nielsen førte en række banker bag lyset i forbindelse med et milliardlån, som bankerne ydede Genan.

Anklagen mod Bent A. Nielsen gik også på, at han trak 73 millioner kroner ud af Genans pengekasse og brugte pengene til private formål. Blandt andet en privat lejlighed i København, renovering af sin daværende kones sommerhus og kontante gaver til børn og børnebørn.

Utraditionelle metoder

Op til byrettens behandling af sagen i 2019 tog han det utraditionelle skridt at udgive en husstandsomdelt avis, hvor han afviste anklagerne.

Sagen begyndte at rulle i 2014, da det kom frem, at der var omfattende rod i regnskaberne fra Genan. Bent A. Nielsen blev i 2015 købt ud af virksomheden af medejeren, pensionskassen PKA.

Senere anmeldte pensionskassen Bent A. Nielsen til politiet for bedrageri. /ritzau/