
ABJ Rengøring fylder 50: Medarbejderen sættes først
ABJ Rengøring så dagens lys i 70’erne. I dag lever virksomheden i bedste velgående, og det skyldes blandt andet glade og tilfredse medarbejdere
Udgivet:25. maj 2023, 06.00
Læsetid:2 minutter
ABJ Rengøring så dagens lys i 1970’erne og gør rent på hele egnen. Foto: Laila Kempel
IKAST Tilbage i starten af 70’erne rejste Anne Grethe og Bent Jensen til Grønland, hvor de begyndte at gøre rent. Det fortsatte de også med i Danmark, da de kom tilbage til fastlandet igen, og det var på den måde, at ABJ Rengøring startede.
Firmaet fik navn efter netop de to, og så gjorde det bestemt ikke noget, at navnet satte dem øverst i telefonbøgerne, som var altafgørende dengang.
Hr. og Fru Jensen havde også fire børn, og da disse hjalp med rengøringen i weekenderne og aftenen, var det virkelig hvad man kunne kalde et familiefirma.
- Den yngste tømte askebægre, og så fik man lov at tømme skraldespande, og så fik man lov at støvsuge, for så var man blevet voksen nok til det. Og derefter fik man lov til at vaske gulv, og til sidst måtte man jo så det hele. På den måde havde så vi lært det hele, siger yngstesønnen Tommy Møller, som i dag ejer og driver firmaet.
Glade medarbejdere i fokus
Siden overtagelsen er der sket meget i ABJ Rengøring.
- Da jeg overtog firmaet, var der nok omkring syv medarbejdere, og vi omsatte for lidt over to millioner. Og nu er vi lidt over 80-90 mennesker og er vækstet til de der 26-27 millioner i omsætning. Og det er jo i kraft af, at vores medarbejdere er glade for at være her, siger Tommy Møller.
Og lige netop glæden hos de ansatte er noget, som Tommy Møller vægter meget højt, når det kommer til at drive virksomheden.
- Da jeg overtog, ændrede vi nogle småting. Vi prioriterer blandt andet, at vores opgaver ligger på hverdage. Og i stedet for hovedrengøring i weekender, jul og sommerferie så sagde jeg til kunderne, at vi gjorde så godt rent til daglig, at de ikke burde have brug for en hovedrengøring. Så ville jeg hellere have justeret prisen, så tingene kunne gøres ordentligt i dagligdagen og derfor mest bare skal vedligeholde det. Det var nogle af de ting, vi ændrede, siger Tommy Møller, som stadig har kunder, der stammer helt tilbage fra forældrenes tid.
- Jeg har altid lært, at det vigtigste er medarbejderen. Er medarbejderne glade og bliver behandlet rigtigt og ordentligt, så er kunden oftest også glad, siger Tommy Møller.
- Jeg er her ikke for pengenes skyld. Jeg elsker det, jeg gør. Jeg elsker den kontakt, jeg har med mine kunder, og jeg elsker den kontakt, jeg har med de mennesker, jeg har ansat. Jeg er nok en chef med et lidt stort hjerte. Jeg kan godt lide, man kan give hinanden en high-five eller et kram og sige »nu skal du hjem for i dag«. Det siger de også nogle gange til mig. Og den omsorg betyder meget for mig, siger Tommy Møller.