Fest, farver og faglighed

Pædagog-studerende prøver deres evner af på udviklings-hæmmede borgere fra lokale institutioner

Udgivet:07. april 2016, 07.45

Læsetid:3 minutter

Sofie Helene Grue
| shg@herningfolkeblad.dk

7 år siden

Ikast Pædagogstuderende på 1. semester fra seminariet i Ikast inviterede udviklingshæmmede borgere på besøg til en aktivitetsdag på seminariet. Temaet for dagen var kærlighed og skulle danne ramme om dagens formål, som var at skabe en god og lærerig dag for både borgerne og de studerende.

- Det handler for os i dag om at skabe en god dag for borgerne, som de vil kunne huske, forklarer Maria Borup, som er studerende om projektet.

Fra teori til praksis

Maria Borup og hendes klassekammerater havde sørget for forskellige aktiviteter, som deres gæster kunne benytte sig af. Alt fra malerværksted til sanserum og menneske-bowling kunne de studerende byde borgerne på.

- Aktiviteterne skulle helst ikke koste noget. Vi fik et budget på 1000 kroner til at lave den her dag, og det var det. Vi har virkelig måtte tænke ud af boksen og bygge mange ting op fra bunden, for at overholde budgettet, men det lykkedes, fortæller Kenneth Roed, som også er studerende på årgangen.

Selvom budgettet ikke var stort, var der råd til at byde på friske nylavede popcorn, saftevand og hotdogs.

- Popcornmaskinen har vi fået sponsoreret, vi håber at borgerne i det mindste vil huske os for at være »dem med popcornene,« siger Maria Borup og griner.

Undervejs tog de pædagogstuderende sig af de enkelte gæster ved posterne og prøvede, hvad det ville sige at have med denne gruppe borgere at gøre.

- Vi får at se, hvordan virkeligheden hænger sammen og får afprøvet vores teorier i praksis. Samtidig lærer vi, hvad det gode liv er for disse mennesker, siger Simone Gottlieb Jensen, som studerer sammen med Kenneth Roed og Maria Borup.

Skal rykke grænser

For de pædagogstuderende handlede det om, at få de besøgende til at føle sig trykke ved situationen og samtidig få prøvet nogle grænser af.

- Jeg havde en borger med ind i sanserummet. Hun ville hverken gå over bobleplasten, vi havde lagt på gulvet, mærke på sand eller stikke fødderne ned i et lille soppebassin med vand, som står derinde. Jeg tænkte, at det gjaldt om at vise hende, at det var okay, så jeg trak selv skoene og strømperne af og gik ned i bassinet. Da hun så det, ville hun gerne prøve det, så længe jeg var med. Bagefter prøvede hun alle de andre ting i sanserummet, fortæller Kenneth Roed om sine oplevelser fra dagen.

Målet med dagen er også at skabe relationer, som de studerende kan bruge i andre sammenhænge senere hen på uddannelsen.

- Vi håber på, at vi kan komme lidt tættere på dem, så de får tillid til os, så vi kan lave nogle andre faglige arrangementer sammen med dem, siger han.