
På rundtur i plantagen: Julesulet blev løbet væk
Ivrige motionister begav sig i julen ud på ruterne ved det årlige juleløb i Gludsted Plantage
Udgivet:03. januar 2022, 12.29
Læsetid:3 minutter
Det traditionelle julemotionsløb med Gludsted Gymnastik og Idrætsforening fandt sted mandag eftermiddag. Blandt de aktive deltagere var tre kvinder fra Brande Motion, som anvendte løbet i Gludsted som opvarmning til et snarligt halvmaratonløb. Fra venstre ses Berit Emborg, Karin Høgh og Dorit Stoltenborg. Foto: Jørn Deleuran
1 år siden
MOTION Efter et års ufrivillig coronapause kunne Gludsted Gymnastik & Idrætsforening traditionen tro invitere til en god gang julemotion i Gludsted Plantage.
Det foregik 27. december i høj sol og lave temperaturer.
- Der er ingen tilmelding. Folk kommer bare. Det er ganske gratis, og vi opfordrer egentlig bare folk til at være med for at komme af med lidt af julesulet, fortalte bestyrelsesmedlem Kirsten Hoffmann, mens der endnu var nogle minutter, før juleløberne officielt blev sendt fra startområdet ved stadion og ud på ruterne i og omkring Gludsted Plantage.
Ruter for enhver smag
For mountainbikere var der en 21 kilometer rute, og for de tobenede var der flere valgmuligheder.
- Man bestemmer selv, om man vil løbe eller gå rundt. Vi har den korte rute på 5 kilometer og den lidt længere på 10 kilometer. Så har vi 15 kilometerruten for de seje, og der kommer man op over Isenbjerg, men det er også den rute, hvor man får set mest af den skønne natur her i området, sagde Kirsten Hoffmann og tilføjede:
- Der er ingen guider ude på ruten, men det går nok, for der er fint afmærket derude.
Blandt de seje løbere var tre kvinder fra Brande Motion; Berit Emborg, Dorit Stoltenborg og Karin Høgh.
- Vi skal alle sammen til en halvmaraton i Vejle Ådal i midten af januar, så vi tager løbet her i Gludsted som en slags god træning, forklarede Karin Høgh.
- Jeg har været til løb her om sommeren, men det er mit første juleløb, lød det forventningsfuldt fra Dorit Stoltenborg.
- Det bliver spændende, om vi kan komme op ad Isenbjerg, sagde Berit Emborg.
- 15 kilometer vil typisk tage os halvanden time at løbe, men her er det i terræn, der er sne og vi skal op over bjerget, så det vil nok tage et kvarters tid mere, sagde Karin Høgh.
Flere deltagere end sidst
Kirsten Hoffmann fik sendt de omkring 35 personer og en enkelt hund ud på de forskellige ruter, mens hun selv blev i klubhuset for at forberede æbleskiver til den efterfølgende hyggestund. Hun anslog, at det i hvert fald er 20. gang, der holdes julemotion i plantagen.
- Det vil jeg skyde på. Hvis de 20 år altså kan gøre det, sagde Kirsten Hoffmann og fortsatte:
- Det er et pænt fremmøde i dag. Måske er der endda flere, end vi plejer. Der er også flere nye ansigter mellem, og der er en fin blanding af forskellige aldersgrupper.




