Håndboldjubilæumsfest: 275 har købt billet

4. oktober 2020, 04.00

Blandt de tilmeldte til håndboldjubilæumsfesten i Ikast er blandt andre norske Gro Hammerseng. Foto: Michael Svenningsen

JUBILÆUM Halvanden måned før tilmeldingsfristenned har allerede 275 personer købt billet til IFS Håndbolds 50 års jubilæumsfest, som efter planen afvikles den 30. januar næste år.

-Da vi oprindeligt planlagde datoen, var det med en forventning om, at vi var blevet coronapandemien kvit, når vi skrev 2021. Sådan går det måske desværre ikke, siger Bo Jensen, medlem af jubilæumskomiteen.

Komiteen håber stadig at kunne holde fast i datoen, men udvalget har for nyligt besluttet at reducere deltagerantallet til gallafesten lørdag aften til 450 personer.

-Vi risikerer, at der til den tid stadig er forsamlingsforbud på måske 500 personer. Derfor har vi nu i første omgang begrænset gæstelisten, så der er luft til serverings- og barfolk og de, der skal underholde, siger Bo Jensen.

– Men vi holder kun fest, hvis det kan ske på ordentlig, sjov og forsvarlig vis. Ellers udsætter vi det til januar 2022, siger Bo Jensen.

Internationale stjerner

Jubilæumsarrangementet begynder med en reception i Ikast-Brande Arena forud for ligakampen mellem HIH og Viborg HK inden aftenfesten, som skal foregår på Idrætsskolerne Ikast.

-Vi er særdeles positivt overraskede over tilslutningen. Ikke mindst fra tidligere udenlandske spillere som den polske målmand Antoni Parecki, der nu er håndboldtræner i Gdynia, Gro Hammerseng fra Norge og Kristina Jönsson fra Sverige, der begge tager ikke så få landsmænd med sig til fest i Ikast, siger Bo Jensen.

På tilmeldingslisten, som fremgår af jubilæumsiden ifshaandbold.dk, er også en række af tidligere cheftrænere og bestyrelsesmedlemmer gennem tiderne.