En gammel mand med et ungt sind

Laila Kempel

Journalist

Laila Kempel

Journalist| lak@herningfolkeblad.dk

Se flere artikler af Laila Kempel

IKAST Han har temperament og faktisk et iltert et af slagsen. Hvis han selv skal sige det. Men når dåbsattesten begynder at krølle og gulne i kanten, fordi den er 60 år gammel, ja så har livet lært en mangt og meget.

Det mener i alt fald multikunstneren Henrik Volf. Torsdag 5. januar fylder han 60 år, men indeni føler han sig stadig som en 25-årig. Men han er en 25-årig, der har fået styr på sit liv og ikke mindst sit temperament, som for 35 år siden godt kunne folde sig gevaldigt ud i en grad, så det både gik ud over andre og gav karantæne fra beværtningerne i det midtjyske

- Det skader aldrig at gøre sig umage, konkluderer han nærmest filosofisk og sætter sig tilbage på stolen i forhallen på Ikast Bibliotek.

Han er blevet klogere - meget klogere med et liv på godt og ondt.

Bag stolen står et stativ, hvor en af midtjydens mange tro følgesvende, guitaren, har fået plads. Bag den, på væggene, hænger en forholdsvis ny dimension fra livets landevej.

Multikunstneren fandt under corona-nedlukningerne tilbage til en af barndommens store sysler: At udtrykke sig kunstnerisk med farver og former.

I denne omgang er det dog ikke med tusher og papir, men på lærreder med penselstrøg, hvor Henrik Volf også bør føle sig hjemme, fordi han som ganske ung og vildfaren slet ikke vidste, hvilken vej han skulle i livet.

Farverig uddannelse

Det blev i Urbans farvehandel, at han hurtigsnakkende fandt et uddannelsesmæssigt ståsted og fik »farvehandler« med på visitkortet. Men det var om aftenen og specielt i nattens timer i weekenden, at han for alvor fik smag på livet som musiker og til sidst måtte sande, at de søvndrukne øjne mandag morgen foran malebøtterne, nok ikke lige var den helt rigtige farvekombination

Det var til gengæld musikken - som siden har bragt ham land og rige rundt.

- Jeg er blevet tynd og grå i toppen, har ondt i ryggen om morgenen, når jeg står ud af sengen, der er udfordringer med blodtryk og kolesteroltal.....men det har vel noget med alderen at gøre, nærmest konstaterer han spørgende og afrunder selv storgrinende sætningen med, at det ikke er noget, der giver anledning til bekymring. Snarere tværtimod.

- Godt nok tror min hjerne, at den stadig er 25, men jeg har fundet en ro i - og med mig selv, som jeg ikke klar til at bytte ud med den yngre krop.

Excel-mand

- Lige så vild og ureagerlig, jeg var som ung, lige så meget styr har jeg i dag på mit liv. Jeg har fået kontrol og lever med excelarkene, siger han og understreger, at han ikke bare har styr på noderne, men også på de rigtige ord på de rigtige tidspunkter.

- Jeg ved, at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv har fået max ud af det, jeg kan. Jeg er ikke en stor musiker, men jeg har kunnet leve af det i mange år, fordi jeg har gjort mig umage, og har øvet mig alt det, jeg kunne, siger Henrik Volf.

Set i lyset af sine vilde ungdomsår, så er han glad for, at han overhovedet har formået at nærme sig sin 60-års fødselsdag.

- Jeg har i en teenagebrandert cyklet overfor rødt lys med min bedste kammerat på bagagebæreren, gået på line på en vinterglat ræling på storebæltsfærgen på vej hjem fra et brydestævne på Sjælland - bare for at imponere. Det var jo vanvittigt - er vanvittigt og noget, jeg aldrig kunne finde på at gøre igen, siger fødselaren.

En bandit kalder han den unge udgave af sig selv.

- Jeg har lært af mine fejl og øver mig til stadighed på at blive et godt menneske. Jeg er i dag ikke bare afhængig af exelarkene, men også meget bevidst om, at jeg er en, man kan regne med, siger Henrik Volf, der modsat den unge udgave af sig selv, har styringen og selv sætter rammerne for et liv, som han ikke er i tvivl om er verdens bedste.

Han er også mere end opmærksom på at holde sig i gang og dyrke motion.

- Siden jeg var 40, har jeg hver uge løbet fem kilometer mindst tre gange om ugen og trænet mindst to gange. Jeg er jo ikke 15 år mere, men faktisk gammel, og jeg begynder da at irritere mig over, at ting tager længere tid. Det er ikke bare lige at læsse bilen og tage ud på landevejen til næste job. Det skal planlægges. Det tager ikke bare tid, men det er jo ikke alt man bare lige kan slæbe ind, indrømmer han.

Farfar

Til gengæld er det en anden gammel-mands titel, der i den grad behager musikeren, forfatteren og maleren

Barnebarnet Maggi kan få farfar til at smile over hele femøren, og så har han sin helt egen personlige »dronning« - hustruen Anne Bente, der altid er klar til at bakke op på sidelinjen.

- Jeg er et sted i livet, hvor jeg ved, at man kan, hvad man vil. Jeg har masser af ideer, tanker og projekter, der »ligger rundt i hjørnerne« og bare venter på at blive samlet op. Jeg har aldrig været mere glad for mit liv. Jeg bestemmer selv, og jeg bestemmer, at jeg skal være glad. Jeg øver mig i at være glad og gøre det, jeg er god til. Det er mig, der har ordet i mit liv, og mig der sætter rammen for det. Jeg har arvet min fars fornuft og min mors kreative gener, siger Henrik Volf.

Han har netop udgivet en moppedreng af en selvbiografi.

Aftryk

- Min farfar døde som ganske ung. Min far kunne knap huske ham og jeg slet ikke. Hvem var han? Jeg fik lyst til at sætte et aftryk, mens jeg var her. Jeg ville fortælle min historie om ikke andet, så til mine to sønner og barnbarn. Uder coronaen fik jeg tid til at sætte mig ned at skrive, og ja så tog det om sig og voksede. Jeg besluttede at tage det hele vejen uden at vide om, jeg stak hånden i en hvepserede, men jeg gjorde det. Og jeg har aldrig været mere glad og stolt og fået så meget ros. Det er noget af det største, jeg har gjort. Det er med til at understrege, at man kan, hvad man vil, siger Henrik Volf, der i øjeblikket er ved at indtale sin biograf på lydbog.

Henrik Volf har ingen specifikke ønsker i forbindelse med sin fødselsdag.

- Jeg mangler jo ikke noget, og jo jeg kunne jo ønske mig nogle »dimser« til at lave film med. Det har jeg nogle planer med. Men ellers så ønsker jeg bare, at mine to sønner kommer til at overleve mig. Man kender jo ikke sin udløbsdato, men jeg håber, at jeg har fået sat et aftryk, og at jeg ikke bliver en byrde for nogen.