112

Bøde efter brand

23. juli 2021, 07.32

MUNKLINDE En 74-årig mand fra Munklinde-området kan vente en hilsen fra politiet i form af et bødeforlæg.

Baggrunden er skødeløs omgang med et fastbrændselsfyr, hvor han torsdag aften ved ggodt 19-tiden smed noget brændsel ind i fyret, der var placeret i en trælade.

Det bevirkede, at gløderne stod ud af fyret. De fik fat i noget brænde på stedet, og snart var bygningen omspændt af flammer.

Brandvæsenet blev tilkaldt, og bygningen forsvandt under en såkaldt kontrolleret nedbrænding.

Brandvæsenet har tidligere været i arbejde på samme adresse, hvilket er baggrunden for, at den 74-årige nu sigtes for overtrædelse af paragraffer i brandlovgivningen.