Lokal minkavler bekymret for branchens fremtid

Mens to kolleger lokalt har smittede besætninger, skal Anita Kaag fra Bording aflive 21.000 raske mink

14. oktober 2020, 14.00

I løbet af lørdag afsluttede Fødevarestyrelsen med hjælp fra Beredskabsstyrelsen arbejdet med aflivning af de 17.000 mink på Bording-minkfarmen, der først blev konstateret smittet. I løbet af weekenden er endnu en minkfarm i Bording-området konstateret smittet. Foto: Jette Aaes

BORDING 21.000 raske mink - og et livsværk efter i alt 36 års avlsarbejde - forsvinder formentligt i denne uge fra en minkfarm mellem Ikast og Bording. Her bliver minkavler Anita Kaag ramt af regeringens aflivningszone på 8,7 kilometer rundt om den farm nordvest for Bording, der som den første i Midtjyllen blev konstateret smittet med corona. På linje med i alt 14 andre minkfarme i zonen, hvor antallet af mink, der skal aflives i den kommende uge runder 150.000.

Siden den første smittede farm i Bording-zonen blev konstateret i sidste uge, blev endnu en farm i den zone konstateret smittet i weekenden.

Det var ikke på Anita Kaags minkfarm, hvor minkene slet ikke udviser tegn på sygdom. Minkene har også været isoleret, siden mistanke om sygdom i området opstod. Kun to medarbejdere iført fuld beskyttelse har adgang til hendes minkhaller, hvor hun ikke engang selv kommer, fordi hendes børn hver dag er i skole og hendes mand arbejder udenfor familiens landbrug.

Men farmen ligger 6,3 kilometer i luftlinje fra den første smittede farm, og derfor skal alle hendes dyr ifølge en regeringsbeslutning aflives lød e-boks-beskeden i Anita Kaags e-boks i sidste uge:

- Intet andet. Så jeg kontaktede jeg styrelsen, men ingen var i stand til at svare på mine mange spørgsmål, siger Anita Kaag.

Samme dag ankom de to tomme containere ud af det blå, som minkavleren dog hurtigt regnede ud, skal bruges til hendes aflivede mink.

- Uvisheden gør situationen endnu mere grotesk, siger hun.

Hendes minkfarm blev grundlagt af hendes forældre tilbage i 1984. I 2013 overtog Anita Kaag halvdelen af virksomheden, som blandt andet også omfatter et pelseri. Samtidig blev minkbedriften udvidet med fire ekstra minkhaller. I 2018 overtog Anita Kaag hele bedriften.

- På den måde er det familiens livsværk. Vi har avlet mink i 36 år. Vores skind ligger både størrelsesmæssigt og kvalitetsmæssigt over gennemsnittet, og derfor har vi altid fået bedre afregningspriser for vores skind. Nu forsvinder alt det arbejde ned i de tomme containere, siger hun - tydeligt berørt.

- Og hvor går vi hen og finder nye mink af samme kvalitet? Hvornår må vi sætte dyr ud igen? lyder nogle af minkavlerens endeløse rækker af spørgsmål.

Spillet er nok tabt

I forhold til sin besætning, har hun næsten kastet håndklædet i ringen.

- Ministeren omgør ikke sin beslutning, selv om mine mink er raske. Så taber han ansigt. Spillet er tabt, tror jeg, men jeg er stadig uenig i strategien om at aflive raske mink i så stort et område. Men jeg har ikke tænkt mig at gøre det til en kamp, der involverer politiet, for at forhindre aflivningen, som det sker i Nordjylland, siger Anita Kaag, der også erkender, at nætterne lige nu er lange:

- Jeg har svært ved at sove om natten. Jeg bekymrer mig om fremtiden. Om der overhovedet bliver erstatnings-mink tilbage i Danmark, når vi må sætte dyr ind igen. Jeg har hørt, at det skulle blive til februar ... Og så er jeg bange for, at min besætning når at blive smittet, inden den skal aflives. Avlere med smittede besætninger bliver kun kompenseret med 20 procent af driftstabet modsat raske besætninger, der får fuld kompensation. Minister Mogens Jensen tillader sig at sige, at det er et incitament for, at vi skal holde vores bedrifter smittefrie. Jamen, hvad forestiller ministeren sig: At vi spreder smitte med vilje eller for sjov? Det er en meget upassende antydning midt i den værste krise i branchen, mener Anita Kaag.

V: Forfejlet strategi

I Folketinget er landbrugs- og fødevareordfører for Venstre, Erling Bonnesen også kritisk overfor aflivningsstrategien:

- Vi mangler en faglig begrundelse for 7,8 kilometer-zonen. På et orienteringsmøde fik vi fortalt, at smitten mellem mink ikke er luftbåren, så vi mener, det er en horribel stor zone at aflive raske mink i. Regeringen burde i stedet have fokus på isolation og overvågning af farmene i området for ikke at nedslagte mere end højst nødvendigt. Det er en forfejlet strategi, der risikerer at lukke store dele af hele den danske mink- og pelsdyrbranche, mener Erling Bonnesen.

Flere midtjyske aflivninger

Ved denne uges begyndelse forventede Anita Kaag, at aflivningen på hendes farm begynder om en uges tid.

- Corona er en forfærdelig pandemi. Men det her gælder mit levebrød og et livsværk, så basale svar på konsekvenserne for mig af en politisk beslutning er vel fair nok at bede om, inden vi afliver vores livsværk, siger Anita Kaag.

I løbet af lørdag afsluttede Fødevarestyrelsen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen arbejdet med at aflive de 17.000 mink på den oprindeligt smittede farm i Bording-området. Og mens styrelsen overså aflivningen af mink på endnu to farme her i området i weekenden, blev endnu en farm i Bording-zonen konstateret smittet.

Samtidig blev også to farme på Videbæk-egnen og en i Ringkøbing-området konstateret smittet. Det betyder, at i alt 47 farme og tilsammen 670.000 mink i Midt- og Vestjylland nu står til aflivning. Flemming Kure Marker.

- Vi er i fuld gang med at øge bemandingen for at have folk nok til opgaven som observatører på aflivningsopgaverne på farme med raske mink. Hvis alt går efter planen, formoder vi at være færdig med aflivningen på samtlige 14 farme i Bording-området i løbet af en uges tid, siger Flemming Kure Marker, chef for VeterinærNord i Fødevarestyrelsen der håber, at en hurtig indsats i Midt- og Vestjylland kan inddæmme spredningen, der ifølge veterinærchef ser ud til at gå stærkt lige nu.

I Bording står minkavler Anita Kaags 21.000 raske mink til aflivninge. Den strategi er hun uenig i. Foto: Jette Aaes Foto: Jette Aaes
Uvisheden for fremtiden fylder hos minkavler Anita Kaag, der bekymrer sig om fremtiden for dansk minkavl med regeringens nuværende aflivningsstrategi. Foto: Jette Aaes