Studiestart: 101 nye pædagogstuderende har fået plads i Ikast

101 nye studerende begynder på VIA Pædagogseminariet i Ikast, der stadig har ledige pladser

Udgivet:29. juli 2020, 10.00

Læsetid:2 minutter

101 studerende kunne tirsdag morgen vågne op til beskeden om, at de er optaget på deres drømmestudie: Pædagoguddannelsen i Ikast - og der er stadig 27 ledige pladser. Foto: Thomas Vang Nielsen

3 år siden

IKAST Sommerferien går på hæld, og lige om hjørnet venter studiestart. Og for 101 nye studerende foregår det i Ikast.

I alt har 184 ansøgt om at læse til pædagog på VIA i Ikast, og 103 af dem havde det som deres førsteprioritet - og midtnat tirsdag tikkede en besked ind hos 101 af dem med den glædelige nyhed, at de er optaget.

VIA optager i alt 6171 studerende. Heraf 4955 på pædagogstudierne, og ifølge prorektor Gitte Sommer Harrits, der er den øverst ansvarlige for alle VIAs uddannelser, er det et tilfredsstillende resultat.

- Tallene er stort set som forventet, og på mange af uddannelserne er der allerede fyldt helt op, siger hun.

Flere ledige pladser

Der er dog flere uddannelser, der stadig har ledige pladser, og det gælder også pædagoguddannelsen i Ikast. Her er der stadig 27 pladser, som eksempelvis kan søges af unge, der fik afslag på at komme ind på de uddannelser, de søgte i første omgang.

- Vi har i VIA masser af gode erfaringer med, at studerende, der ikke kom ind på deres førsteprioritet, er blevet glade for et alternativt studie. Jeg vil derfor anbefale unge, der har fået afslag, at se på andre studieretninger og andre uddannelsesbyer end dem, de søgte i første omgang, for der er stadig mange gode muligheder for dem, der opfylder adgangsbetingelserne. Og jeg vil råde til at få sendt ansøgningerne afsted hurtigst muligt, lyder det fra Gitte Sommer Harrits.

God start trods corona

Prorektoren understreger, at de nye studerende nok skal få en god studiestart trods situationen med coronavirus.

- I VIA overholder vi selvfølgelig myndighedernes retningslinjer i forhold til corona og gør en målrettet indsats for at minimere risikoen for smittespredning. Men samtidig er vi meget optagede af at give de kommende førstesemesterstuderende en studiestart, hvor de mødes på campus, og som bliver både sjov og social, betoner Gitte Sommer Harrits.