Bording gør klar til byfestuge

Med få ændringer og aflysninger gør Bording klar til byfest i uge 33

8. august 2020, 13.00

Arrangørerne er klar med et program for byfestugen i Bording i uge 33 - og de håber på bedre vejr end i fjor. Foto: Henrik Ole Jensen

BORDING Programmet til en uge med byfest i Bording er nu klar.

Det fortæller centerleder ved Bording Hallen, Flemming Hansen, der i år har stået for at koordinere de forskellige arrangørers tilbud til borgerne.

Enkelte tilbud er ændret, få aflyst og ellers er der lagt op til en uge med en række klassiske byfest-indslag.

Det betyder blandt andet motion med Mandagsgåerne, der laver bingorute rundt i Bording, mens Bording Løbeklub skaber et byfestløb.

Også det traditionsrige bilbanko på Bording Hallens p-plads kan indenfor coronarestriktionerne gentages i år.

Rytmisk sognepræst

Torsdag aften inviterer Bording og Chr. Hede kirker til byfestkoncert med Meiner Band i Bording Kirke.

I spidsen for bandet er sognepræst Morten Meiner, og der spilles et bredt rytmisk repertoire plus en del egne kompositioner præget af folk-rock.

Det er en koncert for hele familien, og der er naturligvis sikret korrekt corona-afstand mellem tilhørerne i kirken, så alle trygt kan få en god sensommeroplevelse.

Festugen kulminerer i weekenden 15.-16. august med tætpakket program.

Det betyder blandt andet fælles morgenkaffe og markedsdag med en række lokale som stadeholdere, og musikalsk underholdning fra Louise Andersen samt duoen Lost Hair, der består af de to oprindelige bordingdrenge Niels Kjær Nielsen og Carsten Birkkjær.

Nødvendige coronahensyn

Desuden uddeler Bording Erhvervsforening og Bording

Lokalråd også sin traditionelle pris.

- Tidligere år har der været cykelringridning og triatlon om lørdagen, men de aktiviteter er også corona-aflyst i 2020-udgaven, oplyser Flemming Hansen:

- Generelt vil der over hele linjen blive taget coronahensyn, men det er vi alle vist ved at være så dus med, at det ikke kan gå helt galt. Vi skal nok få en god byfest.

Cykelringridning er en af de aktiviteter ved byfestugen i Bording, som i år har måtte udgå fra programmet på grund af coronasituationen. Men i hovedtræk ligner festugen sig selv og byder på mange forskellige og familievenlige aktiviteter. Billedet her er fra 2018. Foto: Rasmus Viuff