Auto-Allan tippede sig til tops: Jeg har aldrig set en fodboldkamp

Mekanikeren fra Engesvang løftede sig op hen over sæsonen

Udgivet:15. juni 2022, 06.52

Læsetid:1 minut

Auto-Allan kan nu kalde sig den bedste tipper i Ikast Avis-regi i i hvert fald et år frem. Foto: Michael Holmgaard Christiansen

Michael Holmgaard Christiansen
Journalist| mhc@herningfolkeblad.dk

ENGESVANG Vinderen af Ikast Avis’ tipskonkurrence for sæsonen 2021/22 hedder Auto-Allan.

Det vil sige, egentlig hedder han Allan Hansen, men folk kender ham nok bedst under det kælenavn, som hans autoværksted i Engesvang også går under.

Foran de 24 øvrige tippere, var han den, der i sæsonens løb oftest ramte plet på FC Midtjyllands resultater.

Det overrasker faktisk den glade vinder:

- Jeg har aldrig set en rigtig fodboldkamp. Jo, jeg har set min søn spille én gang, men ellers, ikke, siger 56-årige Allan Hansen.

Han har dog selv førhen spillet meget fodbold, og han ser da også mange af FC Midtjyllands kampe på tv, så lidt faglig viden er der.

- Men jeg beslutter mig altid i sidste øjeblik, siger Allan Hansen om sine vinderbud.

Dobbelt op på medaljer

Siden 1991 har mekanikeren repareret folks biler og fra 2000 i de nye værkstedsbygninger i Engesvang. Allan Hansen og de fire medarbejdere kan nu glæde sig over, at vandrepokalen vil opholde sig på værkstedet det næste års tid. Og den slags må man godt blære sig lidt med.

- Måske kommer den ind på kontoret at stå. Jeg har engang vundet en medalje i gokart, den har jeg da endnu, siger Allan Hansen med et grin.

Står det til den succesfulde tipper, kan pokalen såmænd godt bare blive stående på adressen i Engesvang.

- Nu må vi se, om vi tager den igen næste år, siger han.

Medierådgiver ved Ikast Avis Lasse Lauridsen overrækker her pokalen til Allan Hansen som det synlige bevis på den store ære. Foto: Michael Holmgaard Christiansen