Julesang i gaderne i Engesvang

Kirkekor sang christmas carols foran rehabiliterings-centret og byens butikker

27. december 2021, 09.49

Gudstjenestekoret fra Engesvang sang julesalmer flere steder i byen efter engelsk forbillede med christmas carols. Foto: Privatfoto

JUL Engesvang Kirke var med til at sætte ekstra julestemning i Engesvang op til jul. Kirkens gudstjenestekor gik nemlig på gaden og sang nogle julesalmer for dem, der kom forbi.

Det er et nyt tiltag fra Engesvang Kirke, at man vil skabe julestemning efter engelsk forbillede med christmas carols. I England har det fra gammel tid har været tradition med korsang i gaderne op til jul.

Engesvang kirkes organist, Nana Voskanyen, havde fundet tre julesalmer, der blev indøvet med to stemmer. En af dem var dansk, nemlig Grundtvigs »Det kimer nu til julefest«. Den blev sunget på dansk. Forinden kunne man i mørket høre den østrigske »Glade jul« på engelsk, ligesom der også var en opførelse af den franske »Quoi, ma vosine, es-tu fachée«. Her dog i en engelsk oversættelse.

Først blev der sunget i gården i rehabiliteringscentret Dybdalsparken, hvor patienter og personale åbnede døre og vinduer for at få julestemningen helt ind på stuer og gange. Bagefter blev der sunget foran Din Købmand, inden man sluttede af foran Brugsen.

Alle steder mødte der tilhørere op blot for at høre de syv sangere, men også folk på indkøb stoppede forbavsede op ved lyden af flerstemmig julesang i gaderne.

Engesvang Menighedsråd har allerede besluttet, at julesang i gaderne skal gentages næste år. Da bliver det 21. december.