Kongehuskender: Nye skoler til royale børn er gode valg

Kongehuset kan ikke tåle stor afstand til befolkningen. De nye skoler er gode valg, mener kongehus-kender.

Udgivet:07. august 2022, 18.55

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

KØBENHAVN Med søndagens udmelding, om at prins Christian og prinsesse Isabella har fundet nye skoler, kan kronprinseparret lægge en af de største kriser, de har haft, bag sig.

Det siger Thomas Larsen, der er politisk redaktør på Radio4 og forfatter til flere bøger om kongehuset.

- Jeg vil mene, at det er nogle gode og kloge valg, der er taget. Det, der kendetegner de valgte skoler, er, at de er ret normale. Det er nogle skoler, der er tæt på det omgivne samfund.

Søndag kom det frem, at prins Christian skal starte i 2.g på Ordrup Gymnasium, mens prinsesse Isabella starter i 9. klasse på Ingrid Jespersens Gymnasieskole.

- Det er ikke en kostskole, der i høj grad er forbeholdt elitens børn. Og derfor tror jeg, at de valg, de har truffet nu, vil blive modtaget godt af danskerne, siger Thomas Larsen.

Han mener, at samfundsudviklingen og tiden er sådan, at kongehuset ikke kan tåle, at der er for stor afstand mellem kongefamilien og befolkningen. Derfor er det også vigtigt, at kronprinseparrets vokser op med det omgivne samfund.

Thomas Larsen mener ikke, at det hermed er slut med at sende royale børn på kostskole. Men kongefamilien vil tænke sig rigtig godt om, før man sender dem afsted.

Han regner ikke med, at nogle af kronprinseparrets yngre børn kommer til at gå på kostskole. Og sådan startede de to ældste børn heller ikke deres uddannelse.

Både prins Christian og prinsesse Isabella begge har gået på Tranegårdsskolen, der er en folkeskole.

- Med det sendte kronprinsparret et signal om, at de skulle være tæt på det omgivne samfund.

- Det, der har været mærkeligt ved hele forløbet, er, at de pludseligt valgte Herlufsholm. Det kom ud af det blå, og det kom som en overraskelse for mange, siger Thomas Larsen.

Han mener, at skiftet til den private Herlufsholm Skole og Gods var en dårlig beslutning af flere grunde. Skolen er for det første for langt væk fra det omgivne samfund.

Og så har en dokumentar på TV 2 vist, at der har været problemer med mobning, overgreb og chikane på skolen. Det ramte særligt kronprinsparret, fordi kronprinsesse Mary i mange år har arbejdet mod mobning gennem sit arbejde i Mary Fonden.

- Og så virker det helt forkert for mange danskere, at hun ville lade sine børn gå på sådan en skole. Det endte også med, at presset blev så stort, at de trak deres børn fra skolen, siger Thomas Larsen.

/ritzau/