Sommerens blomsterflor

4. juli 2021, 10.17

Fonnesbæk Kirke. Foto: Henrik Ole Jensen

FØR søndagen Medens disse linjer skrives, skinner solen fra en skyfri himmel. Det er atter blevet sommer i Danmark med EM-rus, Tour de France, ferie og desværre en corona, som stadig spøger. Alligevel er det en pragtfuld tid, vi befinder os i lige nu.

Den danske natur har igen iklædt sig de smukkeste grønne farver, blomster og planter pryder i alle mulige farver atter vores haver, og vi nyder sikkert alle sammen at kunne komme udenfor, ud i naturen, ud i lyset og solen.

Ja på mange måder er vi danskere et rigtigt havefolk. Selv om nogle af os føler som den mand, der engang sagde: Kun en tåbe frygter ikke haven, så kan vi alligevel godt lide i det tidlige forår at komme ud at pusle i haven for at få det hele til at gro. Og når sommeren så som nu er over os, ved vi vel egentlig heller ikke noget bedre end netop at sætte os udenfor og glæde os over al den sommerpragt, vi er omgivet af. Ja at sidde udenfor på terrassen en lun sommeraften og spise nye kartofler og nye jordbær, måske også grille et godt stykke kød og nyde et glas vin til, det er jo næsten indbegrebet af alt det, vi kan drømme om en kold og tåget vinterdag.

Vores sommergæster – de udenlandske turister – lægger også mærke til os som havefolk: Ja selv jeres gravsteder anlægger I jo som små haver, udbrød en amerikaner engang forbavset.

Og nu bevæger vi os over til en helt anden have. Forfatteren Johannes Jørgensen fortæller et sted om en klosterhave, han havde besøgt i Italien, medens sommerens blomster stod i fuldt flor. Men han bemærkede til sin forbavselse, at der kun var tre slags blomster i haven, nemlig den blå viol, den hvide lilje og den røde rose.

Klosterets priorinde forklarede, at hun havde haft en ganske bestemt tanke med denne sammensætning. Når søstrene gik i haven og glædede sig over blomsterne, så skulle hver blomst holde en prædiken for dem. Den blå viol skulle prædike ydmyghed, den hvide lilje skulle tale om renhed, og den røde rose skulle være symbolet på kærligheden, både den kærlighed Kristus viste os, og den vi er skyldige at vise hinanden.

Vi her i Danmark er nok lidt fremmede for den tanke, således at lade blomsterne prædike for os.

Men vi kender da forhåbentlig alligevel også til at gå derude i havens rige blomsterflor og glæde os over det alt sammen som Guds skønne skaberværk.

Glædes, ja men måske også undres en smule, akkurat som salmedigteren Brorson i sin tid gjorde:

Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge?

Men det er jo ikke bare mangfoldigheden og pragten, der imponerer. For i virkeligheden er der jo lige så megen grund til at betages af den mindste blomst og bøje sig over den og sige med Kaj Munk: Du lille anemone, hvor er din skaber stor.

Fortsat rigtig god sommer.