Ikast-firma i vækst stiler efter flere ansættelser

Electricon i Ikast, der blandt andet er specialist i lynafledning, kommer ud med stærkt regnskab

8. januar 2022, 10.51

Flemming Schultz (t.v.) overtog i 2021 posten som administrerende direktør i Electricon, mens forgængeren René Østergaard Jensen fortsatte i firmaet som projektchef. Foto: Privatfoto

REGNSKAB Ikast-virksomheden Electricon har offentliggjort sit regnskab for 2021, og her er bruttofortjenesten vokset med 28 procent. Overskuddet har også taget et hop opad fra 800.000 kroner i 2020 til 1,3 millioner kroner sidste år.

Direktør Flemming Schultz glæder sig i en pressemeddelelse over det afsluttede årsregnskab.

- Ledelsen anser resultatet som tilfredsstillende, og det gør os i Electricon til en endnu stærkere samarbejdspartner. Nu er det tid til at kigge fremad, hvor vi mander op over hele staben og sætter gang i en strategisk udvikling. Fremover vil vi med udgangspunkt i vores kerneforretning også fokusere målrettet på at blive endnu mere rådgivende inden for lyn- og overspændingsbeskyttelsesanlæg bredt i hele Danmark, siger han.

Travlhed i byggebranchen

Electricon er specialiceret i lyn- og overspændingsbeskyttelsesanlæg på moderne bygninger, hospitaler, militære installationer og kritiske infrastrukturanlæg i Danmark. Firmaet står for både risikoberegning, projektering, installation og servicering.

Der samarbejdes med private og offentlige bygherrer, entreprenører og installationsvirksomheder på mange forskellige områder. Om baggrunden for væksten forklarer direktøren:

- Inden for byggebranchen er der markant øgede krav til lynafskærmning af nybyggerier, da de ofte bliver mere og mere teknologiske og sårbare overfor lyn - inden for for eksempel sektorer som datacentraler, skoler og kontorbyggeri generelt. Det er en udvikling, vi ikke lige ser ændre sig på den korte bane, siger han.

Mangler nye folk

Mange nybyggerier har krav om en oppe-tid tæt på 100 procent, hvilket gør, at hele branchen er inde i en rivende udvikling, hvor rådgivning og projektering i samarbejde med ingeniører og større entreprenører bliver afgørende for hele driftssikkerheden af en bygning.

Den strukturelle vækst i branchen stiller dog større krav til både antallet af medarbejdere og deres kompetencer.

- El-branchen er generelt presset af et højt beskæftigelsesniveau, og Electricon har stort fokus på at ansætte i et tempo, hvor en god onboarding kan sikres og ikke i et højere tempo, end vi kan fastholde medarbejderne på den lange bane. Hele organisationen mangler nye folk. Blandt andet financial controllers, projektledere og lynteknikere, men vi har et stærkt team, et godt ry og skal nok løse opgaven, mener Flemming Schultz.

Ordrebeholdningen ved indgangen til det nye regnskabsår er på et meget fornuftigt niveau og med en tidshorisont, der rækker et godt stykke ind i det kommende år. Virksomheden har planer om at flytte ind i et nyt hovedkontor i Ikast, samt i et nyt lokalkontor og lager i Storkøbenhavn.