Smeden vil bestemme selv: Klipper gerne hæk og reparerer vandhanen

Ikast Blæksprutte Service arbejder for både virksomheder som private

17. januar 2020, 06.21

Egon Jensen er klar til at rykke ud til både store og små opgaver. Han er blæksprutten, der er klar til at løse de opgaver, som man måske ikke lige har modet, evnerne eller tiden til at løse. Foto: Laila Kempel

IKAST Skal hækken trimmes, fliserne renses eller døren hjælpes til at komme helt på plads, ja så er der råd for udfordringerne. Også hvis man ikke selv har det nødvendige håndværkssnilde til at få styr på de små opgaver.

Ikast Blæksprutte Service er svaret på at få styr på de opgaver, som man måske ikke lige har tid eller evne til at få løst.

Egon Jensen er »blæksprutten«, der med sine mangearmede kompetencer, er klar til rykke ud, hvis der er en opgave, der skal løses.

Han er uddannet smed og arbejdede som sådan i mange år, indtil han og hustruen Lene Toustrup tog beslutningen om at ville prøve kræfter med livet som selvstændig.

Parret driver i forvejen bed and breakfast virksomhed med 11 værelser fordelt på flere ejendomme i midtbyen.

- Jeg har lyst til at prøve kræfter med et mere alsidigt arbejde, og måske få lidt mere indflydelse på, hvordan min hverdag skal se ud, siger Egon Jensen

Han har i efteråret klippet mange meter hæk, og har også været i gang med kradse furer ud i murværk.

- Jeg er jo hverken murer eller tømrer, så jeg vil ikke påtage mig at opføre et helt hus, men reparationer kan jeg klare, siger den ihærdige håndværker.

Efter de første par måneder, der i øvrigt er gået over alt forventning, er han for alvor klar til at rykke ud og tilbyde sin assistance.

Han har prøvet at arbejde for både håndværkere på freelancebasis, men private kan med sindsro ringe efter blæksprutten, der ikke er kræsen i forhold til at løse opgaver.

- Jeg arbejder primært på timeløn - mest fordi jeg synes det er mest fair for mine kunder. Så betaler de for den tid, jeg bruger. Skal jeg give et tilbud, så må jeg jo sjusse mig frem til et timeforbrug, som jeg i alt fald vil være sikker holder, og det tror jeg ikke er til kundernes fordel. Derfor er timelønnen det mest fair at tilbyde, siger Egon Jensen.

Ikast Blæksprutte Service råder over selv over et velassorteret udvalg af værktøj, men skal der større maskiner i brug, så findes der heldigvis steder, hvor man kan leje det, om det er nødvendigt, siger Egon Jensen.