Læserbrev: Kontrolleret genåbning af Danmark nu

13. februar 2021, 13.13

Bo Jensen. Foto: Steen Hebsgaard

LÆSERBREV Mandag i sidste uge løftede regeringen sløret for første del af genåbningen af Danmark efter anden corona-bølge – nemlig at skolebørn fra 0. til 4. klasse skal begynde i skolen igen fra denne uge.

Til gengæld så man ikke skyggen af plan for den logiske videre genåbning til trods for, at vi hver dag siden kort før jul har set konstant faldende smittetal og smittetryk. Jeg tænker først og fremmest på specialvarebutikkerne i den danske detailhandel.

Med udgangen af februar har disse butikker været lukket i ni stive uger, hvilket er længere og mere omfattende end i foråret, hvor det også kun var centerbutikker, der måtte vende ryggen til kunderne.

De stakkels detailhandlere må se på, at der bliver købt nonfood-produkter i form af tøj, sko, bøger, legetøj, elektronik m.m. i stor stil i dagligvarebutikker, megastores og via e-handel. Det er i den grad en forvridning af konkurrencen for en del af erhvervslivet, som i forvejen har det hårdt, og som sammen med cafèejere og restauratører kæmper for, at der skal være liv i bymidterne og gøre disse til at rare steder at bo og opholde sig.

På længere sigt kan det ændre købsadfærd, og gøre det endnu mere besværligt for dette ellers normalt flittige og opfindsomme folkefærd med stor selvstændighedstrang og risikovillighed.

Selvfølgelig skal en genåbning ikke foregå ukontrolleret. Men man kan sagtens gøre det kontrolleret, som man ser det i slagterforretninger og hos fiskemænd, hvor der kun må være et bestemt antal kunder i butikken ad gangen – afstemt efter butikkens størrelse – og det lever man godt med på begge sider af disken. Og samtidig kunne det være med til at afværge trængsel og alarm i dagligvarebutikkerne, hvor kunderne jo i øjeblikket stimler sammen i mangel på alternativer.

Hvis ikke der sker noget her og nu, så kommer vi til at tale om en helt anden form for dødsfald end de godt 2.200 som coronapandemien desværre hidtil har ført med sig siden marts. Nemlig butiksdød i meget stor stil. Dødsårsagerne vil være vareforstoppelse og manglende smøremiddel.

Det kan undgås – også uden at det koster menneskeliv, hvis bare det sker forsvarligt og der tages action nu.