Fuldt hus på pædagoguddannelsen i Ikast

120 nye studerende starter efter ferien på VIA Pædagoguddannelsen på Bøgildvej

Udgivet:30. juli 2014, 10.17

Læsetid:2 minutter

VIA Pædagoguddannelsen i Ikast har igen i år maksimalt optag på uddannelsen (Foto: VIA University)

ob@ikastavis.dk

9 år siden

Af Ole Bitsch

IKAST | 120 nye studerende får i dag at vide, at de er optaget på VIA Pædagoguddannelsen i Ikast.

Her har man igen i år fremgang i ansøgertallet og maksimalt optagelse.

Stigende ansøgertal

Succesen er ikke uventet, da ansøgertallet til uddannelsen har været støt stigende siden 2008. I år er ingen undtagelse, og der er således 15,6 procent flere ansøgere end i 2013. Pædagoguddannelsen i Ikast følger dermed trop med de mange andre byer i Region Midtjylland. Der ingen ledige studiepladser til pædagog på nogen af de ni adresser, hvor man kan læse til pædagog i VIA University College.

Uddannelsesleder Maria Schou er glad for den tilbagevendende fremgang på VIA Pædagoguddannelsen i Ikast, og hun mener, at en del af forklaringen er den høje kvalitet i uddannelsen og de mange jobmuligheder.

- Du har som pædagog mange jobmuligheder og kan desuden læse videre og arbejde som underviser, konsulent eller inden for HR eller arbejdsmiljø. Faget er mangfoldigt og åbner mange døre, siger Maria Schou.

Nærvær og samarbejde

Campus Ikast er et mindre uddannelsessted med cirka 400 studerende. Studiemiljøet emmer af nærvær og tæt samarbejde, hvilket tilsyneladende tiltaler mange ansøgere.

- Vores undervisere er meget kompetente, og vi oplever et godt samarbejde mellem de studerende og underviserne. Det giver et trygt uddannelsesmiljø, hvor alle kender hinanden, lyder det fra Maria Schou.

Desuden samarbejder pædagoguddannelsen i Ikast med lokale institutioner samt flere af VIAs uddannelser både i Herning, Viborg og Silkeborg.

Ledige studiepladser i VIA

Ansøgere, der har fået afslag, kan søge ind til studiestart i 2014 på andre uddannelser i nærheden, hvor der er ledige pladser - eksempelvis til lærer i Silkeborg, Nørre Nissum eller Skive, eller administrationsbachelor i Viborg.

En komplet liste over ledige pladser på VIAs uddannelser kan ses på: via.dk/ledigepladser