Læserbrev: Naturbenyttelse i Engesvang

3. september 2021, 08.07

Den røde linje er den tinglyste sti, som lodsejerne er forpligtet til at lave. Til venstre ses en grøn linje, som er det alternative forslag til en sti, der skal sikre offentligheden adgang til Bølling Sø. Foto: Laila Kempel

LÆSERBREV Nu skal politikerne i Ikast-Brande forholde sig til gidseltagning i Engesvang, hvor nogle grundejere tager en uofficiel men populær trampesti som gidsel for, at en anden tinglyst sti kan opgives.

Sagen drejer sig om en sti, der ifølge en tinglysning fra 2010, skal anlægges mellem Bølling Sø og en ny boligudstykning ved Kastanie Allé, Tjørnevej og Gran Allé. Et flertal i Ikast-Brande Byråd besluttede den tinglyste sti som et hold kæft-bolsje til de Engesvang-borgere, der protesterede over udstykningsplanerne.

Efter naturgenopretningsprojektet Bølling Sø havde skabt en ny sø, ønskede to af tre lodsejere at udstykke nogle attraktive grunde. Den ene ville ikke fælde sin skov og udstykke grunde, men hans og anden grund er nu opkøbt af en entreprenør. Et flertal af politikerne syntes det var en glimrende idé at udnytte naturgenopretningen til at tiltrække nye husbyggere. En politiker foreslog endog i forbindelse med kommunens egen udstykning på Emil Ernst Vej at sætte en bulldozer til at skubbe indlandsklitterne fra sandflugtstiden ud over skrænten, så de kommende husbyggere kunne få den fulde udsigt til søen.

For mit vedkommende har de nye villaer på Gran Allé sandsynligvis betydet en væsentlig reduktion af min ejendomsværdi, da der blev bygget brede villaer foran mine stuevinduer. Meget belejligt har de offentlige ejendomsvurderinger været suspenderet de seneste 10 år, så det kan ikke verificeres.

Men det var heller ikke det, der i sin tid fik mig til at protestere over den nye udstykning. Mange Engesvang-borgere syntes det var uretfærdigt, at folk med mange penge skulle have eneret på udsigten til søen. Mit - og andres - synspunkt gik mere på, at udstykningen ville forringe naturgenopretningen.

Det unikke ved skabelse af Bølling Sø var nemlig, at man her i modsætning til søerne i Silkeborg fra søen og naturen ikke rigtigt kunne se byen, der dog kun er få et par hundrede meter fra søen. Der var skov og anden beplantning, som skjulte husene. Det indtryk ville blive - og er blevet - ødelagt af en nye stribe huse.

Kommunen havde bare et problem. Den planlagte udstykning lå i landzone, og Ringkjøbing Amt, der havde ansvaret for naturforvaltning, nedlagde veto mod at overføre området ved Bølling Sø fra landzone til byzone. Derfor lå planerne i mølpose nogle år, indtil amterne blev nedlagt og kommunen selv fik myndighed til at flytte arealer fra landzone til byzone.

Det politiske kompromis blev altså, at der skulle tinglyses en sti til afgrænsning af den nye boligudstykning, således at alle borgere fortsat kunne nyde udsigten til den nye sø. Jeg og de andre, der havde argumenteret for det grønne bælte mellem by og natur, kunne så bare håbe på, at nye husejere med den offentlige sti til nabo af sig selv ville plante høje hække, der ville være med til at skjule deres huse fra søen.

Det lønlige håb vil være helt visnet, hvis politikerne i Ikast-Brande Kommune nu vil bryde det løfte, de for 10 år siden gav til Engesvang-borgerne.

Det er egentlig lidt tankevækkende, at det er netop den her debat, der var temaet for det kulturprojekt, vi havde her 2008 – 2010. Der forsøgte vi at rejse spørgsmålet »Hvad gør det ved mennesker, når de pludselig står med et nyt naturområde?«. Vi ønskede at diskutere balancen mellem naturbeskyttelse og naturbenyttelse. Og jeg tror, at de fleste, der så forestillingen »Hvor vandene skiller« var ret enige om, at skurkene i forestillingen var de, der ville bygge hoteller, lave badeland, tage patent på planter og så videre, mens helten var den unge biolog, der endelig her ved Bølling Sø fandt den sjældne plante, som alle troede var uddød. Men når det gælder vores egen udsigt til naturen.