
Royal motionsfest i Midt- og Vestjylland
Det er fantastisk dejligt og oplivende, at Royal Run i 2023 for første gang skal holdes i Midt- og Vestjylland med start og mål i Herning
Udgivet:19. november 2022, 15.00
Læsetid:2 minutter
Jette Cortnum og Karl Højhus Jeppesen har gennemført Royal Run i Sønderborg. Foto: Privatfoto
11 måneder siden
LÆSERBREV Royal Run er for alle børn, unge og voksne uanset alder, og man kan frit vælge at vandre eller løbe en af de tre ruter på henholdsvis One Mile (1,6 kilometer), 5 kilometer eller 10 kilometer.
Der et sat en maksimal kapacitet på 15.000 deltagere i Herning. Dugfriske tal fredag morgen viser, at Herning har overhalet de fire andre startbyer København, Nyborg, Aabenraa og Nykøbing Falster, idet der efter to døgn allerede er solgt 5228 startnumre i Herning, hvilket er imponerende og megaflot.
Julen nærmer sig, og det vil være oplagt og en megagod ide, at årets julegave til familie og venner er et startkort til Royal Run i Herning, som holdes anden pinsedag, mandag 29. maj 2023.
Royal Run arbejder for, at flere danskere kommer ud og bevæger sig. Royal Run er andet og mere end et løb. Det er Kronprinsens møde med danskerne. Det er fællesskabets fest. Uformelt i kondisko og for alle.
Kronprinsen er omdrejningspunktet for begivenheden, og både i 2018, 2019, 2021 og 2022 har hele kronprinsfamilien bakket op om løbet og mødt danskerne i uformelle, festlig rammer - og i øjenhøjde.
Til Royal Run kan alle være med - uanset alder og kondital. Man kan nemlig vælge enten at gå eller løbe, og på den populære »Familie-mile« (1,6 kilometer) kan børn, unge, voksne og ældre følges ad, da kørestole, klapvogne og barnevogne er velkomne.
Sluttiden er ikke det vigtigste. Det overordnede sigte og mål er i stedet, at flest muligt deltager i idræts- og motionsfællesskabet i deres eget tempo og med deres egen individuelle målsætning. Fællesskabet og den gode oplevelse er Royal Runs DNA.
Vel mødt til Royal Run i Midt- og Vestjylland med start og mål i Herning, anden pinsedag mandag 29. maj 2023.