Søren Pape: Hjort-sagen er en sag fuld af dilemmaer

K-formand Søren Pape Poulsen har indstillet sit parti til at stemme imod ophævelse af Hjorts immunitet.

Udgivet:19. maj 2022, 13.21

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

KØBENHAVN På et pressemøde torsdag formiddag har De konservatives formand, Søren Pape Poulsen, meddelt, at partiet ikke kommer til at stemme for at fjerne Venstre-profilen Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Hjort er sigtet i en sag om muligt læk af statshemmeligheder.

Søren Pape Poulsen siger blandt andet, at spørgsmålet for ham er gået på, at man på den ene side ikke vil fortsætte et muligt læk, men at Folketinget på den anden side bør vide, hvad der stemmes om.

* Spørgsmål: Hvad gør, at du har truffet denne beslutning?

- Det er det dilemma mellem, om man potentielt kan lække statshemmeligheder og være straffri, over for at Folketingets medlemmer jo også har krav på at vide, hvad de stemmer.

- Og der vægter vi på den guldvægt hensynet til Folketingets medlemmer, som skal vide, hvad de stemmer. Derfor ophæver vi ikke immuniteten, men siger, at det må udvalget for forretningsorden have en drøftelse om, hvordan vi drøfter fremtidige sager.

* Spørgsmål: Vil du gerne have, at man forsøger at retsforfølge Hjort, når hans immunitet ikke længere er gældende, altså efter et valg?

- Det synes jeg, er helt upassende for mig at mene noget som helst om. Det må rigsadvokaten til den tid vurdere, om skal ske eller ej.

* Spørgsmål: Kan det her ikke blive opfattet, som om blå blok holder hånden over en af sine egne, som potentielt har begået en meget alvorlig forbrydelse?

- Jamen, det er jo det, der ligger i ordet dilemma. Det er, at uanset hvad vi vælger her, vil du kunne stille mig det modsatte spørgsmål, om folketingsmedlemmer bare skal stemme for noget, de ikke ved, eller er der måske en, der går fri. Det er det dilemma, vi står i.

* Spørgsmål: Hvis det er så dilemmafyldt, så var de da helt pokkers, at alle medlemmer er helt enige i din indstilling. Har der virkelig ikke været divergerende holdninger i De Konservative?

- Næ, men I kan jo spørge dem. Men det har der ikke, for det er jo tænksomme mennesker. Alle kan se det her dilemma, og man står jo og vejer, skal man gøre det ene eller det andet. Jeg har ikke sagt til gruppen "det her det er min indstilling, den skal I bare stemme for".

* Spørgsmål: Du har jo som en af de få rent faktisk fået den her orientering. Hvorfor kan du ikke stemme for, og så kan din gruppe stemme i mod?

- Ej. Sådan synes jeg ikke, vi arbejder, fordi det handler om nogle grundlæggende retsstatsprincipper. For uanset, hvad jeg har fået at vide, så står vi jo stadig i den situation, at jeg også må forholde mig til, om jeg synes, det er rimeligt, at et folketing ikke ved, hvad de stemmer om.

/ritzau/