De skrå brædder er klædt på til fest

Amatør-skuespillerne i Munklinde kan efter et års pause igen gå på scenen til årets forsinkede dilettant-forestilling

Udgivet:27. marts 2022, 10.00

Læsetid:4 minutter

Hoteldirektør Carlsen (Johan Pedersen), har fundet det gule vandgevær frem og er her i kamp med hustruen spillet af Anne Kristine Kristensen. Til højre ses Wolfgang Vielgeld og sminkør Linda B. Hansen, der er standin i rollen som elskerinden Bitte Shön. I forgrunden er det sufflør Margit Nielsen. Foto: Malene Tswai

Laila Kempel
Journalist| lak@ikastavis.dk

12 måneder siden

MUNKLINDE Den humper og larmer, så kulisserne ryster - den røde elevator som ind i mellem skal i brug, når amatørskuespillerne med den meget jyske dialekt går på scenen i Munklindehus.

Efter et års coronapause er de igen klar til at spille og holde liv i en ellers uddøende kulturoplevelse: Dilettant.

Om end de er en anelse forsinkede i forhold til traditionerne i forsamlingshuset i den nordlige ende af kommunen, så er det sikkert, at de går på scenen i de to første dage af forårsmåneden april. I december mødtes skuespillerne for første gang med drejebogen til »Den røde elevator« på bordet.

- Vi var lidt usikre på om, vi skulle gå i gang med at indøve rollerne, eller vi skulle lade den ligge og igen springe over, siger Kurt Furbo, der er et af de garvede lokale mennesker, som har indøvet rollen som den heldige vinder af en lottogevinst på 22 millioner kroner: Eilif Madsen.

Februar bliver april

Tidsplanen er skredet en smule i forhold til traditionen.

- Vi spiller altid den sidste weekend i februar, men har valgt at rykke det til april. Vi håber, at folk stadig vil bakke op og komme selv om det er lidt senere, end det plejer, siger Tove Snedker, der som den barmfagre receptionist Dolly Olsen er klar til at gå på scenen i den tre-akts lange forestilling, som er skrevet af Leo Bech.

Handlingen i årets stykke foregår på et hotel, hvor der hurtigt opstår en del intriger.

- Hvad kan man sige. Der er en receptionist med sådan lidt større ... forlygter. Hun tjekker et par ind, som måske ikke er helt, som de umiddelbart ser ud til at være. De har netop vundet 22 millioner kroner på en lottokupon, forklarer Kurt Furbo, som er lige ved at afsløre det hele, inden Tove Snedker stopper ham og får ham til at formulere sig således:

- Som mange selvfølgelig gerne vil have fingre i.

Kurt Furbo og Tove Snedker er denne aften sammen med resten af holdet i Munklindehus, hvor de to gange om ugen samles frem mod premiere 1. april. Der er kommet et par sygemeldinger, så det kan være lidt svært at holde flowet på scenen i gang, når to skuespillere mangler.

Det gule vandgevær

Alligevel kan Tove Snedker alias Dolly Olsen og Anne Kirstine Kristensen alias fru hoteldirektør Lotte Carlsen godt blive enige om, at det gule plastik vandgevær skal skiftes ud, inden der kommer publikum på.

- Vi vil ikke være med, hvis der ikke kommer noget mere vellignende. Det der, kan vi jo ikke, siger Tove Snedker og får et anerkendende nik hos hotelfruen, der straks går i gang med at tænke over, hvor de kan finde et alternativ til det gule skydevåben, som også får de fleste på scenen til at knække sammen af grin.

- Der ikke vand i, vel? Spørger Betty Sørensen med store øjne og geværet direkte rettet mod hende. Hun udfylder rollen som Ingeborg Madsen, der er den heldige lottovinder, som på et tidspunkt i stykket er i livsfare.

Blandt aktørerne på de skrå brædder er også hoteldirektør Hartvig Carlsen, som spilles af Johan Pedersen.

Han har med et par års undtagelser været blandt den faste stab på scenenen i nærheden af 60 år.

- Jeg er vokset op herude og helt siden det startede på den nu nedlagte Stubkjær Skole, har jeg spillet dilettant, siger han og afslører med et glimt i øjet, at han på det nærmeste bliver tvunget til at stille op.

- Vi bliver jo egentlig aldrig spurgt om, om vi er med igen. Der kommer bare en besked om, at nu skal man møde op og gøre klar til årets forestilling, siger han og smiler over hele femøren.

Der er i alt 11 involverede personer i Den røde elevator.

Forestillingen arrangeres af bestyrelsen bag Munklindehus, der sørger for, at der er både øl og sodavand til deres øveaftener. Der spilles i alt fire gange. Overskuddet går til vedligeholdelse af Munklindehus.

Direktør Wolfgang Vielgeld (Nikolaj Bach-Henriksen) med boremaskinen i gang med at bryde hotellets bankboks op sammen med sin elskerinde Bitte Schön, der normalt spilles af Gitte Holm Ravn. På billedet er det dog teamets sminkør Linda B. Hansen, der hjælper til. Foto: Malene Tswai
Munklindehus har genoptaget den årlige dilettantforestilling efter et års coronapause. Skuespillerne har været igang siden december, og er klar til premiere 1. april. Foto: Malene Tswai
De ugentlige øveaftener afsluttes altid med kaffe og hjemmebragt/bagt kage. Foto: Malene Tsw