Tiden er løbet fra det: Ikast Svømmecenter fjerner solarier
Solarierne i Ikast Svømmecenter skal fjernes
Udgivet:17. juni 2022, 08.00
Læsetid:1 minut
Solarierne i Ikast Svømmecenter skal fjernes
Udgivet:17. juni 2022, 08.00
Læsetid:1 minut
Senest 1. oktober skal de to solarier i Ikast Svømmecentret være lukket, besluttede børne- kultur og fritidsrådet i Ikast-Brande på sit seneste møde. Foto: Ole Lauritsen.
IKAST Selvom varmegraderne er tropiske, og vandet opvarmet, så er det i fremtiden ikke længere muligt at blive »solbrændt« i Ikast Svømmecenter.
Børne- kultur- og fritidsudvalget besluttede på sit seneste møde at lytte til Kræftens Bekæmpelses anbefalinger om, at solarier ikke har sin plads i offentlige og kommunale bygninger.
- Udvalget er enige om, at tiden er løbet fra sådan et tilbud. Jeg er godt klar over, at der er psoriasispatienter, der har gavn af solarierne, men vi har valgt at lytte til Kræftens Bekæmpelse og forskningen, som altså siger, at den kunstige sol er farligere end den naturlige, siger udvalgsformand Annette Mosegaard, (K).
Svømmecentret har en årlig indtægt på 20.000 kroner på de to solarier. En indtægt, som centret derved mister.
De to solarier ligger i to mindre rum uden vinduer. Rummene kan fremadrettet anvendes som lager. Det nuværende lager kan herefter rømmes og vil forsøges udlejet til andet formål, og dermed skabe en indtægt.
Solarierne skal være væk senest 1. oktober 2022.