HIH hyrer lokalt forankret sælger med sportshjerte

Per Videbæk tiltræder som ny salgs- og projektleder i Herning-Ikast Håndbold

14. maj 2020, 15.30

Salgs- og sportsdirektør Daniel Grønhøj (t.v.) får nu forstærkning ved sin side af Per Videbæk (t.h.), der på mandag tiltræder som ny salgs- og projektleder. Foto: HIH

HÅNDBOLD Et sportspassioneret sjæl med stor salgserfaring og et stærkt lokalt netværk tiltræder mandag 11. maj som ny salgs- og projektleder i Herning-Ikast Håndbold.

Per Videbæk fra Aulum afløser Michael Knudsen, der stoppede med udgangen af januar.

Klubben har dermed tre ansatte i sin administration. Salgs- og sportsdirektør Daniel Grønhøj, eventkoordinator og salgsbackup Louise Ø. Nielsen samt nu Per Videbæk.

- Vi har brug for at have et stort fokus på salgsarbejdet i den kommende tid, og der bliver Per Videbæk en kæmpe gevinst for os med sit lokalkendskab, netværk og salgserfaring, siger salgs- og sportsdirektør Daniel Grønhøj.

Per Videbæk har de seneste 28 år været ansat hos Royal Unibrew - heraf de seneste 12 år som national salgschef på dagligvareområdet, hvor han havde flere end 100 medarbejdere under sig.

Den indfødte aulumbo har hele sit liv brændt for sporten og har været formand for fodbolden i Aulum IF siden 2013.

- Så fra såvel mit professionelle som mit fritidsmæssige virke ved jeg meget om det med at generere økonomi og skabe aktivitet i en sportsklub, siger Per Videbæk i en pressemeddelelse fra Herning-Ikast Håndbold.

Via Royal Unibrews omfattende sponsorarbejde i sportens verden har Per Videbæk oparbejdet et nationalt netværk og et endnu stærkere netværk i Herning-Aulum-Holstebro-området.

-Vi har for nærværende 140 aktive samarbejdspartnere. Det er vigtigt at dette samarbejde bliver plejet og udviklet, og vi føler, at vi med Daniel Grønhøj som salgs- og sportsdirektør og Per Videbæk har fået et offensivt dream-team også uden for håndboldbanen, siger Lars Gantzel Pedersen, formand i Herning-Ikast Håndbold.