Guldduellen åbnet på ny: FCM tabte hæsblæsende topbrag

FC Midtjylland var foran 2-1, men tabte 2-4 til FC København i et højdramatisk topbrag, der bød på to straffespark, et rødt kort og en annulleret scoring. Genoplev kampen i livebloggen

20. maj 2021, 04.22

Alexander Scholz og FCM kan ikke selv afgøre guldkampen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FODBOLD FC Midtjylland kunne have taget et stort skridt mod et forsvar af DM-trofæet. Men »ulvene« endte i stedet med at tabe et skridt på vejen og skabe fornyet spænding i guldstriden.

FC Midtjylland tabte onsdag aften 2-4 på udebane mod FC København.

Cheftræner Brian Priskes tropper var ellers foran 2-1 i første halvleg, men københavnerne udlignede inden pausen og var det stærkeste hold i anden halvleg.

Nederlaget betyder, at FC Midtjylland i morgen kan miste førstepladsen i Superligaen. Det sker, hvis Brøndby vinder på udebane mod AGF. FCM er aktuelt to point foran Brøndby, der altså først spiller i morgen.

Hæsblæsende topopgør

Det begyndte ellers lovende. FCM-spillerne var ovenpå i duellerne, og FC København havde svært ved at få spillet til at flyde i den første halve time.

Alligevel havde københavnerne den første største i den første halve time, da Frank Onyeka smed bolden væk, og Jonas Wind endte med en stor mulighed, som FCM-keeper Jonas Lössl flot reddede.

I halvlegens sidste kvarter eksploderede topopgøret.

FC København kom på 1-0. Lukas Lerager løb sig fri i feltet, og Jonas Wind slog en præcis aflevering ind i panden på midtbanemanden.

Bare tre minutter senere udlignede Sory Kaba for FCM. Evander Ferreira spillede guineaneren fri med et lækkert »Laudrupsk« lob, og Kaba gjorde arbejdet færdigt med et koket chip henover den fremstormende FCK-keeper, Sten Grytebust.

Kaba var også i fokus fem minutter senere, da han blev hægtet i feltet af Lukas Lerager. Efter videogennemsyn valgte dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt at pege på straffesparkspletten, og Alexander Scholz var som altid sikkerheden selv. Scholz har aldrig brændt et straffespark i sin seniorkarriere.

Men der sluttede løjerne ikke. I halvlegens næstsidste minut brød FCK igennem i venstre side. Pep Biel afsluttede mod mål, Jonas Lössl reddede, men Kamil Wilczek var over returen til 2-2.

I tillægsminutterne var bolden igen i netmaskerne. Jonas Wind scorede efter oplæg af Lukas Lerager, men VAR-gennemgangen afslørede, at der var offside på Lerager med en fods bredde.

Syv minutter efter pausen havde FCM en gylden chance for at komme foran 3-2. FCK’s Mathias »Zanka« Jørgensen smed bolden hen i fødderne på Evander, og brasilianeren fandt Anders Dreyer i højre side. Dreyer styrtede ned mod feltet og viste fint overblik, da han spillede Awer Mabil fri til en åben chance, men FCK-keeper Sten Grytebust reddede spektakulært.

Kort efter havde Anders Dreyer selv en stor mulighed. Men derefter begyndte FC København at sætte sig mere og mere på opgøret.

Straffe og rødt kort

Aftenens måske afgørende aktion faldt et kvarter før tid. FCK-angriber Jonas Wind modtog bolden i feltet og vendte smart rundt om Dion Cools. Belgieren rev FCK’eren omkuld, og dommeren kvitterede med både straffespark og rødt kort til Dion Cools.

Jonas Wind scorede til 3-2 på straffesparket.

Tre minutter før tid cementerede den velspillende indskifter Mohamed Daramy sejren for FC København på en kontra til 4-2.