Læserbrev: Klap lige hesten

27. september 2021, 12.22

Fotoet af Harrild Hede er taget på en af Bent Jensens mange ture i området. Foto: Privatfoto

LÆSERBREV Harrild Hede og Nørlund Plantage er blandt de 23 forslag til at blive vært for en naturnationalpark.

Det vækker efter artikler og læserbreve i Focus 21. september jubel i den socialdemokratiske lejr.

Harrild Hede Naturcenter har i samarbejdet mellem Naturstyrelsen, Ikast-Brande kommune og foreningen Harrild Hedes venner udviklet sig til et unikt område, der besøges af rigtig mange mennesker.

I dag er området kendt langt ud over kommunens grænser for sin smukke natur og mange muligheder for aktiviteter i området.

Her synes jeg, at man er nødt til at få svar på mange spørgsmål, inden begejstringen for en eventuel naturnationalpark når for højt op.

Vil Harrild Hedes Naturcenter kunne videreudvikles i en park, der er hegnet ind for at holde på udsatte køer eller bisonokser?

Vil der komme indskrænkninger for gående og cyklister?

Vil der stadig være mulighed for at plukke svampe og tyttebær?

Vil der stadig være mulighed for at komme på betalingsjagter i området?

Vil hjortevildtet også fremover have let ved at komme fra den ene plantage til den anden?

Er afgræsning af hedearealer den rette hedepleje?

Forskere fra Århus universitet mener det ikke.

Jeg synes, man skal tænke sig rigtig godt om, inden man kaster sig ud i storstilede forsøg med den danske natur, og så skal vi måske også have co2 snakken med i billedet.

Hvordan ser CO2-regnskabet ud i urørt skov i forhold til produktionsskov?

Vil udsætning af køer ikke øge udledningen?