Skolestart i ny skole: Artium fyldt af elever

Skolen er rykket ind i Artium i Centerparken

9. august 2021, 11.39

Det silede ned, da elever og ansatte fra Præstelundskole nåede frem til Artium i Centerparken. Foto: Henrik Ole Jensen

SKOLESTART Mandag morgen blev der ringet ind til et nyt skoleår, og i Brande blev det en helt speciel dag.

Her tog 600 elever og 65 ansatte nemlig en helt ny skole i brug.

Alle mødtes fra morgenstunden i skolegården på den 65 år gamle Præstelundskole, der blev lukket på grund af skimmelsvamp.

Flaget blev taget ned, og herefter gik en hel skole om til Artium i Centerparken.

Indtil da artede vejret sig nogenlunde, men da alle var samlet på pladsen foran skolen for at høre Susanne Rasmussens velkomsttale, brød styrtregnen løs.

Heldigvis gjorde skolelederen sin tale temmelig kort, så alle kunne komme ind i tørvejr i den ny multibygning.

Det skete efter, at flaget blev hejst foran Artium, og den til lejligheden komponerede og skrevne Artiumsang blev sunget af alle skolens elever og ansatte for første gang.

Artium rummer udover skoledelen en lang række andre institutioner.

Her finder branditterne i fremtiden også deres bibliotek, borgerservice, musikskole, dagplejens legestue, tandpleje, lokalarkiv og sundhedspleje.

Byggeriet i Centerparken er budgetteret til godt 200 millioner kroner.

Den egentlige indvielse af Artium finder formentlig sted midt i september.

Der var masser af symbolik i det, da en hel skole gik fra den gamle til den nye skole. Foto: Henrik Ole Jensen