Første kvindelige dommer står foran debut i Serie A

I den kommende weekend skal en kvindelig dommer for første gang passe fløjten i den italienske Serie A.

Udgivet:28. september 2022, 18.59

Læsetid:1 minut

Sassuolo bliver den ene part i en historisk fodboldkamp på søndag.

/ Ritzau /

ROM For første gang nogensinde skal en kvindelig dommer styre en fodboldkamp i Italiens bedste fodboldrække for mænd.

Italiens Fodbolddommerforbund bekræfter ifølge AFP, at Maria Sole Ferrieri Caputi skal passe fløjten i opgøret mellem Sassuolo og Salernitana på søndag.

- Det er ikke en dag som alle andre. Jeg er temmelig rørt, siger dommerforbundets præsident Alfredo Trentalange.

Caputi blev i juli rykket op i den bedste gruppe af italienske fodbolddommere. I denne sæson har hun allerede dømt flere kampe i Serie B. Men nu ryger hun altså op på første klasse.

- Maria Sole får sin Serie A-debut på grund af sine meriter. Vi uddeler ingen privilegier, hun har fortjent det, og dette er en succes for hele dommersektoren, siger Trentalange.

Kvindelige dommere i herrefodbold er blevet ganske udbredt i de senere år.

I 2017 blev tyskeren Bibiana Steinhaus den første i en af Europas bedste ligaer, da hun styrede bundesligakampen mellem Hertha Berlin og Werder Bremen.

Den foreløbig mest profilerede er dog franske Stephanie Frappart, som har dømt mandlige Champions League-kampe og VM-kvalifikationskampe.

Hun er også blandt de tre kvindelige dommere, der er udpeget til at dømme ved VM i Qatar. Det bliver første gang, kvindelige dommere skal passe fløjten i en VM-slutrunde for mænd.

/ritzau/