
FCM smeltede i forårssolen: Tabte til bundholdet
FC Midtjylland skuffede fælt og fik ingen point ude mod Lyngby
Udgivet:07. maj 2023, 16.07
Læsetid:3 minutter
Stefan Gartenmann (4) udlignede til 1-1, men ærgrer sig her i søndagens nederlag ude mod Lyngby. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
FODBOLD FC Midtjylland er fortsat i front for superligaens kvalifikationsspil. Men søndag eftermiddag skuffede Ulvene fælt, da de tabte 1-2 ude mod bundholdet Lyngby.
Det var samtidig det første nederlag under klubbens cheftræner, Thomas Thomasberg, der havde indledt sin anden FCM-trænerkarriere med fire sejre og én uafgjort.
Men i københavnerforstaden smeltede de midtjyske tropper foran 7438 tilskuere på et solbeskinnet Lyngby Stadion.
FC Midtjylland løb ind i en iskold chokstart i den varme forårssol.
Der var blot spillet halvandet minut, da Tochi Chukwuani tæt under mål passerede Jonas Lössl. Forinden havde værterne slået en effektiv omstilling i højre side. Det høje indlæg i FCM-feltet svævede over Ulvenes anfører, Henrik Dalsgaard til Kolbeinn Finnsson ved bageste stolpe. Hun huggede bolden hårdt på tværs og så kunne en fri Chukwuani bringe bundholdet i front.
Scoringen blev indledningen på en ganske underholdende første halvleg, der bød på en stribe halvstore og meget store chancer. Og på flere mål.
Udligningen faldt efter 13 minutter. Midtstopperen Stefan Gartenmann headede uimodståeligt et præcist frispark fra Gustav Isaksen i nettet.
FCM-kometen - på en delt førsteplads på topscorerlisten - var selv tæt på at bringe udeholdet foran, men afslutningen strøg forbi den ene stolpe.
FC Midtjylland tog masser af ansvar på bolden, og midtjyderne dominerede spillet i halvlegen – men det var Lyngby som var mest nærgående, når det kom til chancer. Og særligt i luftrummet var gæsterne i problemer inden pausen.
Keeper Jonas Lössl gik fejl af en høj frisparksbold, som Tochi Chukwuani pandede i nettet. Heldigvis for Lössl og FCM blev træfferen korrekt annulleret for offside.
Gæsterne måtte dog forlade første halvleg nede med 1-2. Højt oppe på Lyngbys banehalvdel tabte midtbanetalentet Oliver Sørensen kuglen. Og det kostede dyrt. Hjemmeholdet slog en giftig og hurtig omstilling, der totalt fangede FCM-mandskabet ude af balance. Petur Knudsen sparkede fladt og effektivt bolden ind bag en chanceløs Jonas Lössl.
Henrik Dalsgaard var kort før pausen ikke langt fra at nå Aral Simsirs snedige indlæg, men den anden midtjyske scoring lod vente på sig.
Cheftræner Thomas Thomasberg skiftede Oliver Sørensen for Armin Gigovic i pausen, men FC Midtjylland havde svært ved at sætte sig på den chancefattige anden halvleg mod det stærkt fightende hjemmehold, der stod lavt og kompakt.
Heller ikke indskiftningerne af Edward Chilufya, Charles Rigon Matos og Frederik Heiselberg ændrede det faktum, at FC Midtjylland ikke formåede at sætte hjemmeholdet under et seriøst pres. Heiselberg var tættest på via et hovedstød, som Lyngby-målmand Mads Kikkenborg fik viftet over rammen.
I modsatte ende måtte Jonas Lössl diske op med en fin refleksredning, da værternes Frederik Gytkjær for en sjælden gang skyld efter pausen testede FCM-defensiven.
FC Midtjyllands slutfase var lige så skuffende som præstationen og nederlaget.
Samtidig betyder nedturen i Lyngby - og OB’s sejr i Silkeborg - at FCM nu kun har to point ned til fynboerne i kvalifikationsspillet, hvor syvendepladsen giver adgang til en playoff-kamp om en plads i næste sæsons Conference League-kvalifikation.
Genlæs opgøret, som det udspillede sig på Lyngby Stadion, i livebloggen herunder: