Verdenskoncert med spændende instrumenter

Udgivet:09. februar 2022, 09.22

Læsetid:1 minut

Arsen Petrosyan spiller verdensmusik på sin duduk til koncerten i Nørre Snede. Foto: Emanuelle Nemoz

KONCERT Foreningen med det underlige navn NSKUBIB, som gemmer på forkortelsen: Nørre Snede Kultur- og Biblioteksforening er 20. februar vært for en såkaldt verdenskoncert med Arsen Petrosyan, der er blevet betragtet som en af sin generations vigtigste spillere af det armenske instrument »duduk«.

Petrosyan har formået at skabe sin egen vej gennem forskellige samarbejder med blandt andet. Steve Hackett (Genesis), den emiratiske komponist Ihab Darwish og oudisten Omar Bashir. Petrosyan har optrådt som solospiller og med sine to ensembler, A.G.A Trio og Arsen Petrosyan Quartet i hele Europa, Mellemøsten, Centralasien og Kaukasus.

Petrosyan er født og opvokset i Charentsavan i Armenien, hvor han stadig bor, men hans nærmeste familie stammer fra den etnisk armenske enklave Javakhk (Georgien), mens hans forfædres hjemland ligger i Erzurum (nu i det moderne Tyrkiet). Han har en kandidatgrad i duduk-spil fra Komitas-konservatoriet i Jerevan i 2016.

Der vil blive spillet både traditionelle og nye stykker.

Duduk

Duduk er et dobbeltrørblæseinstrument fra Armenien og er en cylindrisk obo. Den er fremstillet af abrikostræ og har otte fingerhuller og et tommelfingerhul. Det meget store dobbeltrør, som normalt er skåret af en bambuslignende plante, der vokser langs Arax-floden, bidrager til duduk’ens klangfarve. Selv om der findes lignende instrumenter andre steder - er den armenske duduks klang meget unik. Den bliver brugt til at udtrykke følelser af sorg og længsel. Den har en varm, blød, let nasal klangfarve og bruges lige så meget til langsomme, lyriske melodier som til hurtigere dansemelodier. Udøveren af duduk bruger nogle bemærkelsesværdige åndedrætsteknikker og blandt andet »cirkulære« åndedrætsteknik ved at bruge luft, der er lagret i kinderne, mens han/hun indånder luft.

Duduk er blevet et symbol på den armenske nationale identitet. I 2005 udnævnte UNESCO duduk til et »mesterværk af menneskehedens mundtlige og immaterielle kulturarv«.