Australier kendt fra podcast får 24 års fængsel for drab i 1982

Podcasten "The Teacher's Pet" pressede politiet til at genoptage efterforskningen af drabet på Lynette Dawson.

Udgivet:02. december 2022, 04.27

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

2 måneder siden

SYDNEY I en sag, der har grebet hele Australien, er en tidligere gymnasielærer fredag lokal tid blevet idømt 24 års fængsel for at have dræbt sin hustru for 40 år siden.

Christopher Dawson - kendt som Chris Dawson - var omdrejningspunktet i den populære podcast "The Teacher's Pet".

Den uopklarede sag om drabet på Chris Dawsons hustru, Lynette Dawson, i 1982 blev genåbnet, efter at podcasten i 2018 pressede politiet til at genoptage efterforskningen.

En retslig undersøgelse fra 2003 anbefalede at sigte Chris Dawson for drabet på sin hustru, men anklagerne afviste anbefalingen med henvisning til manglende beviser.

- Dawson har indtil sin anholdelse nydt 36 år ude i samfundet - uhindret af en dom for at have dræbt sin hustru eller af enhver straf for at have gjort det, siger Ian Harrison, der er højesteretsdommer i delstaten New South Wales, under fredagens strafudmåling.

- Hans ansvarsfralæggelse for forbrydelsen har tydeligvis gavnet ham, tilføjer han.

Greg Walsh, der er advokat for den i dag 74-årige Chris Dawson, siger, at han planlægger at appellere dommen.

- Vores retssystem og vores demokrati er baseret på formodningen om uskyld, siger han.

- Min klient fastholder sin uskyld.

Chris Dawson vil være berettiget til prøveløsladelse i 2040. Til den tid vil han være 92 år.

I august fandt den australske højesteret Dawson skyldig i at have dræbt sin hustru, Lynette Dawson, med fuldt overlæg i 1982 for at forfølge et forhold til en elev, som han havde en affære med.

Efterfølgende skaffede han sig af med liget.

Eleven, som var teenager, havde babysittet Dawson-parrets børn i deres hjem i Sydney.

Chris Dawson hævder, at hans hustru forlod ham. Et argument, dommer Ian Harrison kalder "urealistisk".

Dawsons advokater har argumenteret for, at Chris Dawson ikke har fået en retfærdig rettergang som følge af podcasten "The Teacher's Pet".

Ian Harrison er enig i, at podcasten har stillet Dawson i et dårligt lys, men siger, at den ikke har påvirket hans beslutning.

Det er avisen The Australien, der har produceret "The Teacher's Pet". Podcasten er blevet downloadet flere end 50 millioner gange og lå tidligere nummer et i Australien.

/ritzau/Reuters