Tyveri fra varebiler fortsætter

Udgivet:04. september 2020, 09.13

Læsetid:1 minut

Foto: Martin Ballund

3 år siden

BRANDE-GLUDSTED - Det kunne tyde på, at vi har en form for bande, som plyndrer varebiler i området. Sådan lyder det fra politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning, efter en morgen hvor han endnu engang kan konstatere, at flere varebiler er blevet brudt op og plyndret. I løbet af denne uge er varebiler i både Ikast, Isenvad og Ejstrupholm blevet brudt op og udsat for tyveri. I Brande på Husumvej blev en varebil af mærket Renault Trafic skåret op i siden, så ukendte gerningsmænd fik adgang til låsen. Her er stjålet diverse værktøj. Det er sket i tidsrummet onsdag klokken 19.00 til torsdag morgen klokken 5.00.

Også i Gludsted er en varebil af mærket Peugeot blevet brudt op. Denne gang via bagdøren.

- Vi hører gerne fra mulige vidner, og vi har også tilfælde i Skive og Ringkøbing med samme fremgangsmåde. Selv om værdien på tyvekosterne ikke er opgjort, så ligger sådan nogle tyverier i den dyre ende, lyder det fra Henning Præstegaard.