Borgmester: Udligningsreform ser lovende og fair ud

Lokal tilfredshed med oplæg til udligningsreform tegner til at sende 1,4 milliarder kroner fra hovedstaden og mod vest i landet

7. februar 2020, 05.39

Venstre-borgmester Ib Lauritsens håndskrevne udligningsberegninger kan have bidraget til at påvirke processen. Han tog sidste år flere gange turen til København for at vise sine beregninger og tale udligningsreform med samtlige ordfører på Christiansborg. Foto: Thomas Vang Nielsen

POLITIK Både Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritsen (V) og folketingspolitiker Anne Paulin udtrykker umiddelbar tilfredshed med regeringens nye udspil til en kommunal udligningsreform, som nu skal i politisk forhandling.

Ifølge oplægget skal der flyttes 1,4 milliarder kroner fortrinsvist fra velhavende hovedstadskommuner vestpå til kommuner, udfordrede på økonomien. Foreløbige beregninger viser, at der ifølge oplægget kan være ekstra 34 millioner kroner på vej til Ikast-Brande Kommune udover de 600 millioner kroner, kommunen nu modtager i kommunal udligning.

- Det er naturligvis med forbehold, for det er kun et udspil, men jeg er godt tilfreds med de økonomiske perspektiver i oplægget, siger Ib Lauritsen, der samtidig betegner reformudspillet som modigt:

- Tidligere reformer har været lappeløsninger. Men regeringen viser mod ved at turde tage fat hovedstadsudligningen, som historisk set har været et ømtåligligt område, der har skabt strid. Derfor er udspillet mere grundlæggende, end vi har set før, og jeg tror, reformen vil give en bedre gensidig forståelse for det at drive en kommune. Det ser ud til at gøre udligningen mere fair, siger Ib Lauritsen.

De håndskrevne noter

Blandt andet fordi Ikast-Brande Kommune ifølge udspillet er mellem de 58 kommuner, der kan få en økonomisk gevinst ud af en ny udligningsmodel.

- Ja, det glæder jeg mig i høj grad over, selv om det naturligvis også betyder, at vi er en kommune med behov.

Samtidig glæder Ib Lauritsen sig over, at hans personlige indsats i forbindelse med regeringens reformarbejde kan have bidraget til at gøre opmærksomhed på hidtidige skævheder i den kommunale udligning.

Bevæbnet med blandt andet håndskrevne beregninger investerede borgmesteren i fjor tid i at besøge samtlige ordførere på udligningsområdet på Christiansborg.

- Jeg hverken kan eller vil tage æren for, at reformen er blevet grundlæggende ændret. Men det er klart, at når flere påpeger de samme skævheder i systemet længe nok, så forstærker det vores sag, siger borgmesteren.

Muligt løft af velfærden

Som socialdemokratisk medlem af Folketinget ser Anne Paulin, der er valgt i Vestjyllands Storkreds, positivt på udspillet om en ny udligningsreform,

- Det er dejligt, at Ikast-Brande får bedre muligheder for at løfte velfærden. Socialdemokratiet gik til valg på at sikre en bedre balance i Danmark, og det gør vi, hvis vi kan finde et flertal, der har lyst til at støtte op om reformen, siger Anne Paulin i en presemeddelelse.

Hun peger samtidig på, at det nye udspil lægger op til at sløjfe nogle regnemetoder, som tidligere har haft negativ indvirkning på, hvor mange penge Ikast-Brande fik gennem udligningen.

- Tidligere har Ikast-Brande Kommune fået nogle uigennemskuelige og unfair ekstraregninger på grund af befolkningssammensætningen. Dem vil udspillet rette op på, siger Anne Paulin.