Workshops og marked: Nyt kreativt event har premiere i Ikast

Nyt tilbagevendende initiativ klar til premiere med udstilling lørdag og workshops søndag

29. september 2021, 11.29

Eddie Søresen er passioneret trædrejer og har blandt andet designet disse små nisser. Foto: Privat Foto

KULTUR De kreative ildsjæle i Ikast og nærmeste omegn har haft travlt det sidste halvandet år. De har med spænding ventet på at kunne invitere til kunsthåndværkermarked i Strøgcentret, hvor end ikke en efterårsstorm kan ødelægge oplevelsen.

Ved en tilfældighed kom kunstner Kristen Brandt Olesen til at lufte nogle tanker og ideer med Julia Thaarup Johansen fra Ikast Bymidte til et fredagsmarked.

Tankerne fik vind i sejlene, og mens coronaen tordnede hen over jordkloden, blev ideerne vendt og drejet en ekstra gang. De er nu klar til at blive luftet i weekenden, hvor 25 udstillere er klar til at vise deres mange håndværksmæssige færdigheder frem for publikum.

Der er alt fra strik og garn, maleri, trædrejning, pileflet, stensmykker, ler- og keramik til skumgummi, papirblomster, læder, broderi.

Søndag har flere af lørdagens udstillere også meldt sig som værter ved forskellige workshop, hvor alle uanset forudsætninger kan få lov at prøve kræfter med de kreative sysler.

Tilbagevendende marked

- Vi har ventet på at kunne gå i luften. Vi har ventet så længe, at vi kunne være sikre på, at folk kunne og måtte samles. Og vi glæder os, siger Julia Thaarup Johansen, der sidder med i styregruppen, som i øvrigt allerede har besluttet, at initiativet skal være en årlig tilbagevendende begivenhed den første weekend i oktober.

- Det specielle er, at man ikke kan melde sig til. Man er velkommen til at rette henvendelse til os, men vi forbeholder sig retten til at beslutte, hvem der kan og skal være med. Vi vil gerne kunne segmentere i udstillerne og sørge for, at ingen ligner hinanden. Vi kan godt have to pileflettere, der arbejder med materialet på forskellige måder, siger Julia Thaarup Johansen.

Trædrejeren

En af udstillerne er den lokale trædrejer Eddie Sørensen, som også sidder med i bestyrelsen.

- For mig handler det om at kunne få lov at vise håndværket frem. Jeg tøvede kun et halvt sekund, om jeg skulle engagere mig i endnu en bestyrelse og et stykke frivilligt arbejde. Men jeg synes, det er vigtigt for håndværket og ikke mindst i arbejdet med at skabe aktiviteter i Strøgcentret, siger Eddie Sørensen.

Han er uddannet maskinsnedker - som sin far i øvrigt.

- Jeg husker, hvordan jeg som barn stod og så på, hvordan spånerne fløj ud af maskinen, når min far arbejdede. I dag er jeg selv fascineret af omsætte en ide fra tankerne til et stykke papir og få det drejet i et stykke træ, siger Eddie Sørensen.

Han er i øjeblikket ved at lave nisser - for som han siger: Det er jo snart i sæson.

Han oplever, at hovedparten af hans design er eftertragtede og svære at have på lager.

- De er svært at have ting stående. Det tager tid, og jeg er meget selvkritisk i forhold til, at det skal være i orden, siger Eddie Sørensen.

Han er i dag førtidspensionist og ud over sine egne ideer og design, så underviser han også i trædrejning.

Kirsten Brandt Olesen en af ophavskvinderne bag det nye initiativ: Kunsthåndværkermarked i Strøgcentret den første weekend i oktober. Hun fremstiller smykker af blandt andet sten og deltager i udstillingen lørdag og har workshop om søndagen. Foto: Privat Foto.