Galleri åbner igen døren

I weekenden lukkede Galleri Jørgen Østergaard atter op efter corona-lukning til udstilling med Simon Fensholm

23. april 2020, 16.00

Galleriet åbnede i weekenden igen dørene. Galleriet fyldte under lukningen 30 år, som ikke blev fejret. Foto: Tom Laursen

IKAST - Vi bor privat ovenpå galleriet, og har nogen lyst til at kigge ind, går jeg her jo alligevel, siger galleriejer Jørgen Østergaard.

I weekenden lukkede han atter dørene op - godt fire uger efter, han oprindeligt havde inviteret til fernisering med kunstneren Simon Fensholmen. Men corona-nedlukningen satte en stopper for soloudstillingen »Sleep Walking«.

30 år midt i krisen

Selv om interesseorganisationen Danske Gallerier ikke har udstedt officielle retningslinjer, aflyste Jørgen Østergaard ferniseringen og lukkede galleriet ned.

- I respekt for en meget alvorlig sygdom, som koster menneskeliv, siger han.

Midt under nedlukningen rundende galleriet 1. april sit 30-års jubilæum.

- Det ville jeg heller ikke bruge en krisesituation til at markere - det må komme, når vi er på den anden side, siger Jørgen Østergaard.

For 30 år siden fulgte han sin private fascination for kunst. Sagde op som økonomichef i modefirmaet 49R i Herning.

Kollegaen og Kirkeby

Som ung havde en kollega i strikfirmaet Belika, Niels Mosegaard, introduceret ham til kunstens verden.

- Han fortalte mig levende om kunstnere som Per Kirkeby, som jeg aldrig havde hørt om. Og jeg blev fanget af oplevelserne, kunsten gav mig.

Fra begyndelsen etablerede han et breddegalleri.

- Jeg søgte kunstnere med eget særpræg, som de er tro mod og videreudvikler sig fra. Det kræver, man tør satse på unge mennesker, man tror på.

Han op- og udbyggede sit galleri med kunstnere som Nina Kleivan, Poul Janus Ipsen, Niels Reumert og den amerikanske popart-kunstner Charles Fazzino, som han har eneretten på i Danmark. I dag sammen med nyere kunstnere som Niels Corfitzen, der blandt andet har portrætteret kronprins Frederik, Lisa Lack-Nielsen og Cecilie Westh.

Kundemæssigt udgør Midtjylland stadig et stærkt fundament, mens galleriet efter 30 også har kunder fra hele landet. Samtidig konstaterer galleristen, at gennemsnitsalderen er dalet:

- Mange flere unge vælger at købe kunst. Deres generation har fokus på individualitet og vælger unikke ting til væggene, konstaterer han.

Med i Kunst for Alle

For 23 år siden var Jørgen Østergaard med til at tage initiativ til kunstmessen Kunst for Alle i Herning. Igen i januar i år - før corona - blev det en positiv oplevelse for ham og galleriet. Lige inden coronavirus ramte landet.

- Det fungerer fint nok at købe seriegrafier og grafik online. Men at købe et maleri eller et kunstværk handler om sanser, så bør man opleve og fornemme først. Vi er veletableret og har noget at stå imod med. Jeg har solgt lidt under nedlukningen. Og så har vi prøvet kriser før og ved, at det handler om at holde vejret. At købe kunst er ikke nødvendigvis det første, man gør, når landet lukker helt op igen. Men folk har heller ikke brugt penge på rejser og ferier, som de plejer, siger Jørgen Østergaard.

Galleristen har glædet sig til at præsentere Simon Fensholms glade og finurlige univers af stærke farver, mennesker og natur.

- Nu kan folk opleve billederne. Naturligvis i henhold til de sundhedsmæssige restriktioner. Og så udsætter jeg ferniseringen af udstillingen til senere på året.

Simon Fensholms farvestrålende malerier hænger på væggene, mens ferniseringen er udsat. Foto: Tom Laursen
Jørgen Østergaard har blandt andet eneretten på den amerikanske popart-kunstner Charles Fazzino. Foto: Tom Laursen