Morgenfruer og åbent hus

Oasen markerer den nationale værestedsdag

Udgivet:02. maj 2023, 10.56

Læsetid:1 minut

Værestedet Oasen i Ikast holder onsdag 3. maj åbent hus i anledning af Den Nationale Værestedsdag. På billedet ses Benny Ringgaard Poulsen, opsøgende medarbejder i Center for Rusmiddelbehandling Ikast-Brande Kommune, der er klar til at uddele frø til såning af morgenfruer - en blomst, der vækker lys og glæde, og som med sin gulorange krone lyser op som en sol og giver håb for fremtiden. Foto: Privatfoto

5 måneder siden

ARRANGEMENT Onsdag 3. maj fejrer Værestedet Oasen i Ikast Den Nationale Værestedsdag og inviterer alle til at støtte op om værestedet. Det er andet år i streg, at væresteder overalt i landet sætter fokus på betydningen af væresteder for socialt udsatte mennesker.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

På Den Nationale Værestedsdag vil der i hele landet blive plantet morgenfruer. Som små sole skal morgenfruerne minde os alle om betydningen af den mangfoldighed og det fællesskab, der er på landets væresteder.

Det er på initiativ af Brugerrådet i Landsforeningen af Væresteder, at der igen afholdes en dag tilegnet landets væresteder. En national fejringsdag, som vi kender fra eksempelvis grundlovsdag, mors dag eller fars dag. I Brugerrådet sidder værestedsbrugere fra hele landet. De forstod ikke, hvorfor værestederne ikke har en årlig dag, hvor man sætter fokus på værestedernes indsats og deres værdi for brugerne.

For Brugerrådet var det vigtigt at vælge en blomst, som vækker lys og glæde og dermed skaber associationer til den betydning, som værestederne har for værestedsbrugerne. Morgenfruen var det oplagte valg, da den gulorange krone lyser op som en sol og giver håb for fremtiden. Planten er også kendt, som en robust plante, der kan trives i al slags jord. Desuden håber man med initiativet at kunne styrke biodiversiteten og de trængte insekter.