Læserbrev: Livet tilbage i bymidterne i Midt og- Vestjylland

18. juni 2021, 10.50

Mogens Jensen. Foto: PR-foto

LÆSEBREV I mange byer har butikkerne måtte dreje nøglen om, og gågaderne mangler liv. En vigtig del af et lokalsamfund er dets levende bymidte med små butikker, aktiviteter på torvet, loppemarkeder og foreningslivet. Gennem de senere år er der desværre sket en afvikling, hvilket vi også oplever her i Midt- og Vestjylland.

Ifølge tal fra Dansk Erhverv er antallet af arbejdssteder i detailbranchen faldet over de seneste ti år i næsten alle danske kommuner, herunder Herning, Ringkøbing-Skjern, Ikast-Brande, Lemvig, Struer, Skive og Viborg Kommuner. Faktisk er hvert tiende arbejdssted i detailbranchen forsvundet på landsplan.

Den triste udvikling kan vi vende, hvis vi vil - og det vil den socialdemokratiske regering. Med vores nye udspil »Tættere På« vil vi sætte ind og sikre stærke lokalsamfund med levende bymidter, så det både bliver attraktivt at blive boende og for nytilflyttere at slå sig ned.

Konkret foreslår vi et krav til kommunerne om at udarbejde strategisk planlægning for bymidterne. I samarbejde med både private og civile aktører er der mange måder at skabe liv på, eksempelvis ved at lægge biblioteker, sundhedshuse og fritidsfunktioner i bymidterne. Vi siger også stop for de store butikområder, som suger liv og aktivitet ud af byernes gader. Derudover vil 10 bymidter blive sat fri af bindinger og lovgivning, så de kan afprøve forskellige tiltag.

Med udspillet vil vi vende den negative udvikling og skabe vækst og liv i byerne igen.