Ikast-Brande er fortsat tæt på corona-grænsen

Smitten er stigende i kommunen, og kommunaldirektøren opfordrer folk til at blive testet

12. maj 2021, 15.22

Kommunaldirektøren i Ikast-Brande Kommune opfordrer borgerne til at blive testet, så smittetallene kan gå den rigtige vej. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

CORONA Smitten er stadig ikke aftagende i Ikast-Brande Kommune. Tirsdag eftermiddag meldte Statens Serum Institut ud, at der var registreret 11 nye smittetilfælde det foregående døgn i kommunen - og tallet her klokken 14 onsdag var 22 nye smittetilfælde det seneste døgn.

- Det testkorrigerede incidentstal for hele kommunen er vokset fra 127 i går til 145 i dag. Det går det den gale vej, og jeg kan kun opfordre til, at folk lader sig teste hyppigt og holde afstand. Det er på den måde, vi kan få brudt smittekæderne, lyder opfordringen fra kommunaldirektøren i Ikast-Brande, Flemming Storgaard.

Reglen er, at hvis incidenstallet for en hel kommune overstiger 250 smittede per 100.000 indbyggere, vil butikker, frisører og andre liberale serviceerhverv blive tvunget til at lukke igen sammen med skoler, uddannelser og kultur- og fritidsaktiviteter.

Der er lige nu 94 smittede i kommunen. De fleste er fra Ikast Sogn - det er store dele af nord- og midtbyen i Ikast - hvor der er 26 smittede.

- Det er dog ikke så underligt, da det også er vores klart største sogn med over 10.000 indbyggere. Incidenstallet her er 244. Tallet er faktisk højere i Isenvad, hvor det er 439. Det er dog et meget lille sogn, og det høje incidenstal dækker faktisk over kun fem smittede, forklarer han.

Reglen er, at et sogn skal lukkes ned, hvis tre ting er opfyldt. Incidensen er højere end 500, positivprocenten er 2,5 procent eller højere. Og at der i sognet er mere end 20 smittede de seneste syv dage.

- Vi har heldigvis ingen sogne, hvor bare to af de tre er opfyldt, siger han.

Børnehus fortsat lukket

Han fortæller, at der lige nu ikke er planer om nye større nedlukninger, restriktioner eller andre specielle forholdsregler.

- Vi vil gøre meget for ikke at skulle lukke ned. Det har store vidtrækkende konsekvenser for rigtig mange mennesker og for erhvervslivet. Jeg håber - og tror - at vi kan løse dem med masser af test. Hvis vi kunne opspore nogle af de her superspredere, ville vi nå rigtig langt, siger han.

Mandag blev det nødvendigt at lave en nedlukning af Villavejens Børnehus i midtbyen i Ikast. Allerede i sidste uge lukkede vuggestuen på grund af smitte, og mandag aften blev det nødvendigt også at lukke børnehaven og dermed hele institutionen.

Lukningen var i første omgang i to dage, men fortsætter nu ugen ud.

- Vi forventer at kunne genåbne både børnehave og vuggestue på Villavej fra på mandag af igen, siger Flemming Storgaard.

Et enkelt af de stigende tal kan man dog finde glæde ved. Det er mængden af borgere i kommunen, der er der er blevet vaccineret. Den andel er nu nået op på, at 26,2 procent af alle borgere i Ikast-Brande har fået første stik. 16,1 procent af borgerne er færdigvaccinerede.