Spejdere samles i fred og på tværs

Udgivet:30. juli 2022, 10.00

Læsetid:2 minutter

Poul Erik Knudsen Provst Ikast Provsti

SPEJDERLIV I denne uge samles omkring 35.000 spejdere fra Danmark og fra verden til en stor spejderlejr på Hedeland ved Roskilde. Vi samles i fred og på tværs af religion, kultur og nationaliteter.

Tema for lejren er »Fælles om fremtiden«.

Temaet er valgt, fordi vi som spejdere tager ansvar for vores klode, menneskerne på den og vores fælles fremtid. Derudover samarbejder vi som spejdere på lejren både på tværs af aldersgrupper, spejderkorps og lande. Som spejdere er vi et fællesskab, som løfter hinanden og løser udfordringer, som måtte opstå.

Efter morgenmaden starter hver lejrdag med 30 minutter tid til fordybelse hjemme i den lokale gruppe, før spejderne vender ud i lejren til alle de mange spændende aktiviteter og muligheder for at samles og udfordres. Omdrejningspunktet for fordybelsestiden er nogle noveller skrevet af salmedigteren Iben Krogsdal, der beskriver forskellige udfordrende sider af livet for et barn og en ung.

Efterfølgende kan spejderne fordybe sig i dagens tema med afsæt i en leg, nogle spørgsmål og tre »spor«; et kristent – et muslimsk og et spejderånds spor. Hver gruppe kan tilgå materialet, som de ønsker det.

Jeg har været med til at skrive det kristne spor og glæder mig til at se det taget i brug. Det har været spændende og givende både at skulle gøre rede for ens eget ståsted og samtidig lytte og være åben for andre mulige tolkninger af tilværelsen.

Det er mit håb, at rigtig mange spejdere må få store oplevelser undervejs og mod og styrke til at fortsætte mod en bæredygtigt fælles fremtid.

Sidste vers af Iben Krogsdals lejrsalme beskriver det således;

»Fælles om nogen, der går os i møde:

stemmer der kalder: Vær klar! Det er dig!

Dig, der kan hjælpe en ven med at gløde,

varme som bålet og finde sin vej.

Og hver gang det sker - er himlen selv her«.