Naturlig hovedrengøring i Uhre: Det er trist at se på alt det affald, der ligger rundt omkring

Der blev gjort rent i hele verden - også i Uhre

24. september 2020, 07.30

Esther Olesen (t.v.) var for første gang med på rengøringsholdet, da landsbyen Uhre var med på bølgen og samlede affald på den store indsamlingsdag, Her får hun instrukser af indsamlingsleder Johanne Kristensen. Over hele kommunen blev der med Dansk Naturfredsningsforening som koordinator og igangsætter samlet affald på både gader og stræder og i naturen. Foto: Flemming Thulstrup

IKAST-BRANDE En gang om året bliver der ryddet op på denne klode.

I weekenden var det således 11. gang, der var World Clean Up Day.

Herhjemme var det Danmarks Naturfredningsforening, der rent praktisk arrangerede, at selv den mindste flække herhjemme havde rengøringshold ude for at befri naturen for dåser, plastik og alskens andet skidt og ragelse, der ikke hører til i naturen.

I Ikast-Brande Kommune blev der ryddet op i alt 19 steder, og stort set hele kommunen var dækket ind, men der var nogle få undtagelser. Blandt andet var der ikke stablet rengøringshold på benene i Boest og Klovborg.

Men ellers var de skriggule sikkerhedsveste med affaldstang og affaldssæk et normalt syn i kommunen både lørdag og søndag.

I ringer bare

I forbindelse med den landsdækkende affaldsindsamling havde Danmarks Naturfredningsforening lokalt allieret sig med diverse borgerforeninger, lokalråd og andre lokalt funderede foreninger samt Ikast-Brande Kommune.

I Uhre var det støtteforeningen bag Den gamle Købmandsgaard, der stod for det praktiske, og omkring 25 morgenfriske borgere mødte lørdag op ved bålhytten på Uhre Friskole.

- Velkommen til. Hvis I finder noget storskrald, så ring bare, så kommer vi og samler det op, og så er der ellers sandwich samt en øl eller juice til jer, når I er færdige, sagde Johanne Kristensen, der stod for indsamlingen af affald i Uhre.

De fremmødte udstyrede sig med sikkerhedsveste, plastposer og affaldstænger, mens indsamlingslederen gik rundt og fik navnene på de frivillige rengøringsfolk. Ud over lidt frokost kunne man nemlig som deltager være heldig at vinde en biografbillet for sin indsats. Desuden blev deltagerne fordelt på forskellige ruter rundt om i Uhre og omegn.

- Det er første gang, at jeg er med. Jeg synes, at det er trist at se på alt det affald, der ligger rundt omkring. Det er ikke kun i dag, jeg indsamler affald. Det gør jeg også til hverdag, når jeg støder på en øldåse eller andet, fortalte Esther Olesen.

Mindre affald

Efter de korte instruktioner spredtes indsamlerne.

Blandt rengørings-debutanterne var også en familie på fem.

- Vi vil gerne vise vores børn, at man ikke bare sådan smider affald rundt omkring, kom det fra Jette Møller, der styrede klapvognen med et-årige Norh ombord, mens hendes mand, Dennis Pedersen, kørte med trækvognen, der havde treårige Liv som passager. Desuden havde han femårige Gry i hånden.

Familien havde kurs mod Brogårdvej, som de havde fået udpeget.

Efter et par timer på denne disede efterårsformiddag vendte rengøringsholdene retur til Uhre Friskole, og dagens resultat kunne gøres op, og det var faktisk temmeligt positivt - i hvert fald i Uhre.

- Der er meget mindre affald i år end tidligere, og så er der stort set ingen sodavands- eller øldåser, konstaterede Johanne Kristenen.

Det er vanskeligt at drage konklusioner ud af et enkelt indsamlingssted, men corona-situationen kan have spillet en positiv rolle.

Handelsturene syd for grænsen er uden tvivl faldet markant det seneste halve år, hvilket måske kan forklare det markante fald af grimme dåser i naturen i og omkring Uhre.

22 morgenfriske børn og voksne i Uhre tog lørdag formiddag sikkerhedsveste og arbejdshandsker på, og så gik de ellers i krig med rengøring i naturen.
Blandt oprydderne var familien her, der talte Jette Møller og Dennis Pedersen samt børnene Norh, Liv og Gry.
Rengøring på Uhre Byvej. Her spottes noget papir, som en aller anden har »glemt« at komme i de dertil indrettede affaldsspande.